September 2004

Hvad gør et stædigt enebarn, som ikke får den ønskede søskende?
Her kommer en advarsel til alle, som har sådan et barn tæt inde på livet:
”Så gjorde hun det andre børn osse gør. Hun fandt på en lillebror”.
Og to lillesøstre. Tre mere. Otte. Tretten …

”Pigen der fik rigtig mange søskende” er en varm og morsom historie om det grænseløst ensomme enebarn, som så hjerteskærende ønsker sig søskende og de arme stakkels, opofrende forældre, som skal sætte grænsen for hvor meget, de vil dele hjem med 25 fjollede fantasifostre.
Pigens parole om, at ”enten spiser vi alle sammen, eller også er der ingen af os der spiser” medfører, at de mange børn i protest lukker de sig inde på værelset.

Så en dag banker det på døren.
Mor og far meddeler, at nu har pigen endelig fået den lillebror. Straks pakker de 25 søskende sammen og tager afsked med appel til pigen om at huske på andre enebørn.
”Nu har du jo fået dig en rigtig lillebror, og så må vi videre”(…)”Der findes jo børn der slet ikke har nogen søskende”
Til sammenligning med hvad pigen lige har haft, ser lillebror ikke ud af meget. Men da hun får lov at bestemme, hvad han skal hedde, bliver det fyldigt … som 25 søskende.

Historien er enkel og flydende fortalt i let talesprog. Mor hedder Mor og Far hedder far og den sultne hund hedder Pølle og har i øvrigt sin helt egen handling. Kim Fupz og Lillian Brøgger skriver og tegner sig ind i det barnlige univers med største sympati, så man bliver glad i hjertet.
Handlingen har herlig humor og rammer det bedste sted for en højtlæsningssituation: midt mellem barnet og den voksne.
Hertil Lillian Bryggers malende, farvestrålende illustrationer. Svært ikke at smelte.

Kim Fupz skrev første oplæg til historien efter en idé og flere skitseforslag af Lilian Brøgger. Bogen er blevet til i et usædvanligt samarbejde, hvor forfatter og illustrator har været i stadig dialog med hinanden.