Faglig refleksion på tværs af professioner

Carsten Pedersen henvender sig til alle, der arbejder indenfor velfærdsprofessioner: pædagoger, lærere, socialarbejdere, sundhedsprofessionelle mm. Som pædagog føler jeg mig i høj grad inddraget. PRAKSISFILOSOFI er bygget op om 24 cases, som præsenteres i starten og bliver brugt flere gange de kommende sider.


Bogen præsenterer en model med værdier og skyggeværdier. Skyggeværdier er modsatrettede værdier, som nemt kan have samme vægt som den oprindelige værdi. Der er med andre ord tale om et dilemma, og dilemmaer kan netop ikke løses på samme måder som problemer. Hvis der var en løsning, som tilgodeså både værdi og skyggeværdi, var der netop ikke tale om et dilemma. Det er væsentligt for pædagogen at have det for øje for ikke at forvente af sig selv, at hun kan finde en løsning, som tilfredsstiller alle.


Et eksempel hentet fra bogen: Et projekt i Roskilde arbejdede med dilemmaopsporing og fandt f.eks. ud af, at børnehaven havde to uforenelige værdier på samme tid: "Det er godt at have overblik på legepladsen og indtage en oprejst position i voksenhøjde" og "det er godt at være deltagende og nærværende på legepladsen i børnehøjde." I begge tilfælde kan det blive for meget af det gode, hhv. at de voksne bliver gårdvagter og brandslukkere og at det bliver sværere at bevare overblik og forebygge, at børn kommer i udsatte positioner.


I dette tilfælde håndterede personalet dilemmaet på den måde, at den ene kunne fokusere på voksenhøjde, mens den anden fokuserede på børnehøjde. Før projektet prøvede alle at favne begge roller, hvilket ikke kunne ske på en tilfredsstillende måde. De overførte senere den nye rolledeling til andre situationer i hverdagen: garderoben, spisning osv.


Der er mange, mange eksempler på brugen af modellen med værdier, skyggeværdier og "for meget af det gode". Både praksisnære eksempler som den med børnehaven og mere overordnede eksempler som forandring >< forankring, individualitet >< fællesskab og støtte >< selvhjulpethed.


PRAKSISFILOSOFI har lange afsnit med ordforklaringer/definitioner, som efter anmelderens mening bliver for omfattende. De bidrager til refleksion, men det er ikke her, bogen har sine styrkesider.


Et eksempel på en styrkeside er, at Carsten Pedersen skelner mellem saglighed, faglighed og personlighed. Det bryder med den almindelige opdeling, mange pædagoger bruger (professionel, personlig, privat), og det er godt at blive tilpas forstyrret. Professionalitet ligger dér, hvor det saglige, det faglige og det personlige aspekt kommer til udtryk på en gang. Vi bliver ledt videre til samspillet mellem professions-, udviklings- og forskningsbaseret viden, hvor PRAKSISFILOSOFI gør op med det traditionelle hierarki, hvor forskningsbaseret viden placeres øverst og praksisviden nederst.


I sidste del af bogen bliver læseren mødt med den selvmodsigelse, at der bliver færre pædagoger pr. barn, samtidig med at Danmark skal være førende på mange områder. Bare nogle eksempler, som Carsten Pedersen henter fra statsministeriet: Danmark skal være blandt de ti rigeste lande i verden. Danmark skal være blandt de ti lande i verden, hvor man lever længst. Danskerne skal være et af verdens mest tillidsfulde og trygge folk. Danmark skal være blandt de bedste til at skabe lige muligheder. Samtidig fortæller han, at antallet af børn pr. voksen i børnehaverne er steget fra 7,5 til 11,6 i løbet af 25 år (fra 1986 til 2011). I samme periode er antallet af vuggestuebørn pr. voksen steget fra 4 til 6. Det ses som en praksisfilosofisk udfordring.


PRAKSISFILOSOFI har mange gode pointer, genkendelige cases og en værdi/skyggeværdi-model, som er brugbar for pædagoger m.fl. Bogen er alt andet end lettilgængelig, flere af kapitlerne er direkte tunge at komme igennem. Jeg vil anbefale den til den bogligt stærke pædagog og håbe, at andre vil bruge den som opslagsværk.