Vi skriver anno L (år 50) før Kristus. Hele Gallien er ikke mere delt udi trende parter, som Cæsar sæl beretter i sine erindringer fra krigen. Men, højt mod nord, helt oppe ved kanalen, () ligger der én eneste lille ukuelig by bag en mur af legionærer. Her holder en håndfuld durkdrevne og uovervindelige frihedskæmpere stadig stand mod besættelsestropperne og de arme romere på de fjerne udposter udenom har det virkli ikke nemt. Sådan er indledningen til dette klassiske album: Profeten. Ethvert album med Astrix har jo en konflikt, der kræver handling fra Obelix, Asterix, Miraculix, Trubadurix og Majestix. Sådan er det også her. En profet kommer til den lille by, og profeten profeterer lige det, man kunne ønske. Der bliver masser af slagsmål, romerne udstiller deres dumhed, og heldigvis ender alt godt med masser af vildsvin og sang omkring bålet i natten.

Per Då, der har oversat, har været en helt særlig ordkunstner. Man læser Asterix for de underspillede sætninger, for alt, der ligger mellem linjerne, for humoren og for de helt skæve oversættelser.

Jeg har (som mange andre) læst alle Asterix-udgivelserne for længe siden. Når de nu kommer i et genoptryk, så er det en påmindelse om, at humor med klasse altid står så stærkt som en af Obelix bautasten. Replikkerne står klare i taleboblerne, mens fortællerens refleksioner ofte er at finde i de gule firkantede blokke, hvor handlingens tidsforløb og kommentarerne til handlingsgangen har fået plads.

Sproget er således noget helt særligt, men en tegneserie er jo netop en tegneserie, og ingen kan tegne romere og gallere som Albert Uderzo. Alle personerne har præcise kendetegn, Obelix med sine fine fletninger (og den brede vom), Asterix med de korslagte arme og det lidt vrisne blik, Trubadurix har sit hængende overskæg. Alle personerne står klart, og de står lige så skarpt, når de er i fart og fest og fight. Asterix er fortællingen om de gæve gallere. Det er også en klassisk kulturperle.