Det kan være svært at beskrive, hvad Pssst! er. Er det en dagbogsroman? En tegneserie? En graphic novel? En ungdomsbog? Den er ikke rigtigt noget bestemt, men det er netop det fine! Nogle sider er tekst uden illustration. Nogle sider er illustration uden tekst. På langt de fleste sider danner tekst og illustration en helhed.

Navnet Pssst! er også flertydigt. Det kan både betyde "Hey, se mig" og "Vær stille, så jeg ikke bliver opdaget." I kapitlet af samme navn er det den sidste betydning, som giver mest mening.

Når jeg er helt oppe at ringe over begejstring, er det, fordi Pssst! vil kunne give et vigtigt bidrag til børn og unge, som har brug for en bog at bladre i og fordybe sig i. Det vil de gøre med Pssst! På BogForum 2014 fortalte de to kvinder bag bogen, at også drenge har taget godt imod den. Umiddelbart kunne man tro, at de bliver afskrækket af det pigeunivers, bogen beskriver, men det gør måske bare drengene så meget mere nysgerrige?

Jeg vil bestemt ikke betegne Pssst! som pigelitteratur. Hovedpersonen er en pige, og det er det. Langt de fleste af Violas overvejelser kunne i lige høj grad komme fra en dreng. Derimod er det meget tydeligt, at hun er et ungt menneske. Uden at tale ned til læseren er det lykkedes at ramme et udtryk (både i tekst og illustration), som vil fange børn og unge fra ti år.

Der er flere eksempler på voksnes manglende konsekvens. F.eks. kan Violas mor bede hende om at slukke fjernsynet og lave noget andet. Kort efter er det moren selv, der sidder foran fjernsynet! Farfaren og mormoren beskrives derimod på hver sin måde som stabile, trygge og samtidig udviklende for Viola.

På samme måde som Pssst! er Viola heller ikke sådan at sætte i bås. Ikke rigtigt voksen og ikke rigtigt barn, som vi sang engang. Hun tegner lidt, skriver lidt og tænker en hel masse. Hun tænker over verden, over veninderne og over sig selv rigtigt meget over sig selv: Hvorfor kender jeg egentlig mig selv så dårligt / når jeg er sammen med mig selv / 24 timer i døgnet? spørger hun sig selv.

Hverken Viola eller læseren når heldigvis til nogen konklusion. Viola er sig selv. Hun er lige som hun skal være, men hun tør ikke selv at tro helt på det. Hvis verden var et sted hvor alle var venlige / hvor grænser og krige ikke fandtes / og hvor jeg aldrig skulle være bange for noget / ville jeg så stadig være mig? spørger hun og italesætter dermed sin tvivl om, hvor meget personlighed hun har arvet fra den arbejdsomme snedkerfarfar, den excentriske mormor og alle de andre, hun deler blod og liv med.

Tre sider er i bedste poesibogsstil en tekst om "Det værste og det bedste". Det er en omskrivning af Søren Ulrik Thomsens digt af samme navn, som igen er inspireret af Charles Bukowski. Flere andre steder er det livet som myre, Viola tænker på. Sommerfugletemaet ligger lige for, og det bliver også flittigt brugt. Måske mange unge vil læse puppen som et grimt mellemstadie, hvor den ubeskyttede larve forvandles til en smuk sommerfugl.

Bogens slutscene er en fest, hvor Viola og hendes nyopdagede veninde sidder i træet. Det kunne godt ligne slutningen på en historie om Asterix, men de to piger er glade og viser interesse for hinanden. Viola har i sin hemmelige dagbog skrevet, at pigen ser sød ud, så det er spændende, hvad der komme ud af det, hvis der kommer en fortsættelse, som Annette Herzog og Katrine Clante antydede på BogForum 2014.

[Tilføjelse: Fortsættelsen Hjertestorm/Stormhjerte udkom i 2016.]