En tyk bog med Rasmus Klump i sort/hvid. Inklusiv de sekvenser, som blev sorteret fra, da de kendte blå hæfter udkom. Det lyder som et skidt udgangspunkt, men når man har læst Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955, ved man, at der er kommet en helt fantastisk bog ud af det.


Rasmus Klumps univers kræver næppe en lang præsentation. Den lille bjørn drager verden rundt med sine venner Pingo, Pelle og Skæg. For det meste sejler de i et selvbygget skib opkaldt efter Klumps mor, Mary. Historierne krydres af en imponerende række bipersoner, som alle kender Rasmus Klump og vil ham det godt.


Der er en logisk voksen-forklaring på, at Rasmus Klumps er kendt, hvor han kommer frem. Hans eventyr kan læses i avisen. Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 er oprindeligt bragt som avisserie, og flere steder refererer historien til sig selv. "Goddag, er det ikke Klump fra avisen?" spørger en kanin. Kong Ursus har læst i avisen, at Klump mangler benzin til skibet.


En episode kører selvreferencen ud i det surrealistiske. Klump og en løve læser serien om Rasmus Klump i avisen. "Kan du se, jeg står og ler på billedet, og du står og læser. Det er da vældig sjovt," siger Klump, mens han står og ler, og mens løven står og læser. Løven kommenterer endda på, at Gøjen og Pildskadden bruger hans hale som en svamp. Det ser han i avisen, som han ikke slipper med øjnene. En tidlig kritik af menneskets afhængighed af medierne? I dag hedder det: Hvis det ikke er på Facebook, er det ikke sket!


De fleste af historierne afspejler det lille barns virkelighedsopfattelse. Rasmus Klump får de ting forærende, han har brug for undervejs: En motor, en kage, gummistøvler osv. Der er mange andre eksempler på den barnlige tilgang til verden: En torsk smides hel på panden, så har man stegt torsk. Hvor svært kan det være? Det er ren barneleg, bogstaveligt talt. De møgbeskidte personer dyppes kortvarigt i vand – med tøjet på – og bliver helt rene.


Børn laver gerne billetter, som gives gratis ud. Sådan er det også i en tunnel på vej til Mount Everest. "Jeg uddeler billetter til hullet. Næh, det koster ikke noget. Jeg synes bare, det er så sjov at uddele billetter," siger aben. Vi ser ikke, hvordan billetterne ser ud, men på et skilt i en anden historie er der nogle kruseduller, som antyder den legeskrivning, der er en fase i børns tegne- og skriveudvikling. Søren, som har lavet skiltet, forklarer: "Det er mig, der har skrevet det, og da jeg hverken kan læse eller skrive, er jeg den eneste, der ved, hvad de tegn betyder."


Tricket med selvreferencen bruges også, når Mary sejler forbi en struds og en slange på en flodbred: "Hvad vi leger? Vi leger ikke. Jeg ta’r fodbad, og Brille tager halebad." Det fremgår da ellers tydeligt af billedet.


”Hør nu godt efter, små læsere” er ansatsen til en forklaring af, hvordan Mary kommer fri af en grundstødning. Børnene er mere indirekte modtager af Futkarls bemærkning om, at ”Jeg troede det ikke, men der er altså børn, der kan lide vand.”


Man må nødvendigvis sammenligne med de blå hæfter i højformat, som nok er de mest kendte Rasmus Klump-udgivelser. Denne anmelder er glad for, at tidligere fraklippede episoder nu er tilgængelige. Samtidig ses det, hvor imponerende redigeringen dengang var. Kun ved at læse de originale historier ser man f.eks., at to historier er klippet sammen til én i de blå hæfter. Et sted er der tegnet sne ind for at give sammenhæng, og andre steder er det byttet om på rækkefølgen. Med Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 får man nu muligheden for at læse serien, som den så ud, da den oprindeligt kom i aviserne.


Der er en pudsig sekvens, hvor Skæg deler sin pibetobak med Klump, Pingo og Pildskadden. Dog nyder de tre ikke tobakken lige så meget som den storrygende Skæg. Om det er politisk korrekthed eller andre hensyn, der har skrevet det ud af historien senere, er ikke så vigtigt. Jeg mindes heller ikke før at have set en topløs havfrue boltre sig lystigt over flere striber, dog uden brystvorter.


Replikkerne har også lidt til de voksne. Det går sandsynligvis hen over hovedet på barnelæseren, når Pingo siger til Pelle: ”Hvis du er færdig med at gøre dig lækker for lille Lamseben, må du se at få ankeret ned, Pelle.” På en ø uden andet end vand i sigte siger en fyrpasser, at hvis han ikke er hjemme, er han bare henne hos købmanden.


Pelle siger et andet sted til Klump: "Nu arbejder Pingo, og så risikerer du at få skatten i hovedet, og skatter er vist altid tunge byrder." Ret morsomt, når man ved, at Vilhelm og Carla Hansen på et tidspunkt kom i en stor økonomisk klemme på grund af en skattegæld.


Bagerst i Rasmus Klump. De samlede eventyr 1951-1955 kan man læse uddrag af et internt notat til bl.a. forfattere og tegnere af Rasmus Klump, som fortsatte, da Vilhelm og Carla Hansen slap serien. Det giver en udmærket analyse af, hvad en god Rasmus Klump-serie skal indeholde. Billedkomposition, handling osv. Uddraget tager samtidig forskud på næste samlebind, som er planlagt til at komme i 2016.