Hvordan skaber vi organisationer, hvor der er plads til, at mennesker trives? Dette simple spørgsmål bliver der forsøgt at finde svar på i denne interessante samling af artikler. Udgangspunktet for artiklerne er Hartmut Rosas resonansteori, som peger på, at oplevelsen af samhørighed (resonans) kan være et middel mod den voldsomme acceleration, vi oplever i vores samfund.

I 12 artikler giver Resonans i organisationer et indblik i, hvordan resonansteori kan bruges til at udforske emner som konfliktløsning, ledelse og arbejdsmiljø. Bogen er opbygget i en række emner som fx resonans i ledelse, resonans i dialogiske processer og arbejdsmiljø, trivsel og resonans. Hvert tema indeholder en række artikler, som undersøger det konkrete tema. Bogen indledes med to artikler, som giver det teoretiske fundament. Den ene af Lone Hersted og Søren Frimann Fra fremmedgørelse hen imod resonans og trivsel i arbejdslivet beskriver udgangspunktet for Hartmut Rosas teorier, en diagnose af vores samfund og hvorfor resonanstænkningen kan bruges som modvægt. Rosa mener, at en af hovedårsagerne til den voldsomme udvikling, vi ser i inden for vores arbejdsmarked, hvor flere og flere frivilligt eller ufrivilligt stopper med at arbejde, skyldes en generel acceleration i vores samfund. Den skyldes ifølge Rosa mange ting, men blandt andet et stadigt stigende fokus på at måle og dokumentere, som fjerner mennesker fra de meningsfulde opgaver, det er at hjælpe og være tæt på andre mennesker. Rosa peger på bl.a. Performance Management, New Public Management som ledelses- og organiseringsformer, der har fokus på vækst, optimering og performance. Ifølge Rosa fører det til en fremmedgørelse over for de konkrete arbejdsopgaver man sidder med, og det fører i sidste ende til mangel på samhørighed eller dissonans, som Rosa kalder det. Løsningen er at opleve resonans, det vil sige samklang. Det er her, at resonansteorien for nogen vil blive en smule abstrakt. For resonans er svært at sætte på formel, selvom markedet forsøger at gøre det med rejser, yogakurser og selvhjælpsbøger. Det hjælper dog kun kortvarigt, og derfor er Rosas pointe, at vi er nødt til at udvikle et arbejdsliv, hvor der er plads til resonans. Rosa taler om decelaration som det modsatte af acceleration. Hersted og Frimann peger på, at det handler om at kunne skabe kontinuitet, fordybelse, flow, opbygge sociale relationer, psykologisk tryghed og tillid. Det er elementer, der er nemme at være enige i, men som kan være svære at få plads til i en hektisk hverdag. Derfor handler det først og fremmest om at skabe tryghed og tillid, der gør, at det er muligt at tale om konkrete udfordringer på arbejdspladsen. Både mellem kollegerne og med ledelsen.

Når grundstenen i de første artikler er lagt, så forsøger de resterende at give bud på resonansbegrebet inden for andre områder. Det gør de enkelte forfattere som oftest ved kort at beskrive Rosas teori inden for det konkrete område samt anden relevant teori fx konfliktteori og derefter forklare og analysere en kort case. Det giver et godt udgangspunkt for at forstå sammenhængen mellem den konkrete teori og den praktiske anvendelse. Det betyder dog også, at det ikke nødvendigvis giver mening at læse alle artikler i forlængelse af hinanden. For der er mange gentagelser undervejs. Det er derfor oplagt at tage et par relevante artikler fra bogen for at bruge dem i en konkret sammenhæng. Det gælder fx Charlotte Reimert Munch og Lone Hersteds artikel Resonans i dialogisk baseret ledelsesudvikling. Her giver de et bud på, hvordan man kan arbejde med at opbygge resonansfællesskaber blandt ledere. Formålet er at facilitere en samtale om ledelse i grupper, hvor deltagerne kan få sparring på konkrete ledelsesdilemmaer. På den måde bliver resonans et grundlag for fælles refleksion og læring, som lederne kan bruge i deres daglige praksis. Ifølge forfatterne kræver det, at vi er opmærksomme på at opbygge rum, som er præget af anerkendelse, tillid, og lydhørhed. Artiklen Deceleration i et accelererende arbejdsliv af Hanne Dauer Keller undersøger, hvordan nye forholde- og handlemåder efter en stresssygemelding kan skabe resonans. Med udgangspunkt i et kvalitativt studie undersøger Keller, hvordan deltagerne i projektet håndterede en stresssygemelding. Konklusionen er, at langt de fleste oplever resonans, når der er balance mellem krav og ressourcer. Det afgørende er bl.a. at organisationen skaber rum til, at den enkelte kan opleve, at der er plads til både de faglige og personlige kompetencer deres arbejde. Det kan skabe resonans i arbejdslivet.

Artikelsamlingen giver som sagt mange forskellige bud på, hvordan der kan arbejdes med at skabe resonans. Det er også en af svaghederne ved bogen. For selvom der er forsøgt at samle artiklerne i forskellige temaer, så har de meget forskellige indgangsvinkler. Det kan derfor være svært helt at se sammenhængen. Af samme grund kan enkelte af artiklerne virke lidt indforståede. Det hænger bl.a. sammen med det store forskningsfokus, som på den anden side også er en styrke, fordi det er et nyt forskningsfelt, som bliver præsenteret. Men det er, som om bogen måske ikke helt ved, hvad den vil. Være en bred introduktion til et emne, som meget få ved noget om? Eller præsentere nyeste forskning inden for feltet på et højt abstraktionsniveau? Derfor er min anbefaling, at man udvælger enkelte relevante artikler i fx en ledelsesgruppe og drøfter dem. På den måde er det muligt at få introduceret et helt nyt område i organisationen, som forhåbentlig kan danne grundlag for arbejdet med at udvikle resonans

Faglitteratur
Samfundslitteratur
Lone Hersted og Søren Frimann (red.)
258
Sune Weile
5. december 2023

Seneste anmeldelser

Smask
Skønlitteratur
Lloret de Mar
Skønlitteratur
-->