Aben Søren tager dig med ind ad en dør og viser dig de fantastiske eventyr, der er på den anden side. Illustrationerne er det mest fantastiske: I billederne har bøger gemt sig som fugle, som mursten eller som trappetrin. Der er på hver side referencer til en anden historie, og man skal kigge godt efter… De fleste af referencerne er klassikere som Skatteøen, Robin Hood og Alice i eventyrland. Et enkelt folkeeventyr har sneget sig ind, det er Rapunzel . Og minsandten om ikke H.C. Andersens Fyrtøjet også er med.


Det er ikke før sidste side, at referencerne afsløres. En lidt søgt gimmick, for enten kender man ikke historierne, eller også er de meget åbenlyse. Til gengæld slutter teksten på hvert opslag med et spørgsmål, som i de fleste tilfælde kan læses åbent. "Hvad tror du, der skete?"og "Hvad ville DU have gjort?" Det er spørgsmål, som kildrer læserens fantasi. Andre spørgsmål giver lyst til at læse originalteksterne. "Hvad tror du, jeg fandt, da jeg nåede helt op til toppen?" og "Har du lyst til at finde ud af, hvem det var?"


Det giver gode muligheder for samtale både med det barn, som kender og genkender f.eks. Robinson Crusoe og Peter Pan, og for de børn, som læser Søren på Eventyr som historien om en abe, som går på opdagelse i nogle sære og spændende landskaber.


Teksten er ikke lige så vellykket. Som anmelder er jeg handicappet af, at jeg kender alle originalhistorierne i forvejen. Så er det ikke så sjovt at gætte med, og teksten tilføjer heller ikke lag eller relevante variationer til de oprindelige. De er gode nok som isolerede tekster, men de mister kød og blod, når de læses som gåder, hvor løsningen er at finde referencer.


Hvis jeg skal forestille mig, at jeg ikke genkender noget fra andre tekster, virker de ok. Jeg ville nok undre mig over, at der pludselige optræder en Gepetto, en Tudse og en Rotte uden noget egentlig formål, men så kunne den voksne læser jo passende tage en Pinocchio og en Vinden i piletræerne ned fra hylden og læse.


Brug Søren på eventyr på en af tre måder: Til at genopfriske i forvejen læste bøger, til at introducere andre bøger og som et selvstændigt værk uden intertekstualitet.


En ultrakort tekst forrest i bogen om dialogisk læsning kan give den mest famlende pædagog et halmstrå at klamre sig til. Erfarne dialogiske læsere kan blot springe det over.


Bogens styrke er også dens svaghed: Den søger at favne både læsere, som kender originalteksterne, og de andre. Det lykkedes i nogen grad. Derimod har jeg ingen forbehold angående billedsiden, som er med humor, spænding, uhygge og respekt for sine kilder. Når bogen er slidt i stykker – for det vil den blive – kan illustrationerne hænges op og bruges som udgangspunkt for undren, begejstring og nysgerrighed.