Hvordan fungerer forældresamarbejdet så i din institution, hvilke forventninger har forældrene og pædagogisk personale gensidigt til forældresamarbejdet, og hvordan foregår afstemning af de gensidige forventninger samt vidensdeling mellem hjem og institution i praksis? 

I virkelighedens hverdag er tiden til forældresamarbejdet knap, og hvor ofte tager vi os tid til at lytte til forældrene og fortælle om barnets trivsel og barnets udviklingsrejse, medmindre der er noget specielt bekymrende i barnets læringshistorie? Da forældre og personale har et fælles ansvar for at skrive barnets læringshistorie, kan denne praksisguide være et redskab til, hvordan vi kan få inviteret og inddraget forældrene som medspillere i barnets læringshistorie. Vi kan ved hjælp af denne praksisguide påvirke kvaliteten af læringsmiljøet og forældresamarbejdet. 

Barnets læringshistorie er en nyfortolkning af barnets bog. Denne praksisguide kan være med til at øge de narrative fortællinger om barnet og give et overblik over ressourcer, interesser, læringsprocesser, progression, læringsstrategier og læringspotentialer. Denne praksisguide kan anvendes som et metodisk pædagogisk værktøj til at kvalificere og målrette samarbejdet og dialogen i forældresamarbejdet. Samarbejdet består af i fællesskab at indsamle Iagttagelser og hverdagsfortællinger fra hjem og institution og indgå i dialog om barnets ressourcer, interesser og potentialer samt bringe det i spil i forhold til at understøtte barnets udvikling. Målet er, at barnet opnår god trivsel og udvikling og bliver istand til at overfører færdigheder fra en kontekst til en anden. 

Denne praksisguide er ikke kun et værktøj til at øge kvaliteten af forældresamarbejdet og læringsmiljøet, men den er også med til at sætte fokus på, hvad pædagoger og forældre skal blive gode til. Heri er det pædagogens ansvar at beskrive barnets ressourcer, samt hvad næste skridt skal være, og komme med forslag til konkrete læringsunderstøttende handlinger samt at få gjort dialogen præcis, konkret og handlingsorienteret. 

Barnets læringshistorie kan tilpasses i den enkelte institutions rammer, dagsrytme og ressourcer, og redskaberne kan anvendes fysisk eller digitalt, og der er muligheder for at tilpasse intervaller og dokumentationen. Redskaberne består af en fokusplanche, pædagogens overblik og min læringshistorie. Derved systematiseres iagttagelser og fortællinger fra forældrene og institution i forbindelse med opmærksomhedspunkter indenfor områder som alsidig personlig udvikling, social udvikling, kommunikation og sprog, krop, sanser og bevægelse, natur, udeliv og science samt kultur, æstetik og fællesskab. Derved skabes der et fælles udgangspunkt for en dialog, samtidig med at vi får et bredt overblik over barnets ressourcer, og hvor fokusset på de læringsunderstøttende aktiviteter skal være.

Når der arbejdes med denne praksisguide, bør pædagogerne være sig bevidste om, hvordan forældrene får plads i samarbejdet. Pædagogerne må være åbne og ydmyge og ikke tro, at han/hun ikke er ekspert på barnet, men være åben og nysgerrige overfor forældrenes viden om barnet. Derved skabes de fælles læringsunderstøttende fortællinger sammen med forældrene. 

Denne bog er absolut et godt fagligt værktøj, men som fagperson må man holde sig for øje, at der kan være kulturelle og sproglige barrierer, som kan vanskeliggøre forældresamarbejdet. Barrierer, som der må findes en løsning på. For alle har vel et ønske om, at alle forældre skal kunne blive inddraget i et aktivt forældresamarbejde og i det fællesskab, hvor det bliver muligt at understøtte barnets trivsel, udvikling og læring.