En kvinde jeg kender, fortalte mig engang, at på baggrund af sine to skilsmisser, kunne hun konkludere, at det er meget nemmere at skilles, når man ikke har nogen følelser i klemme i forhold til sin tidligere mand. Når man virkelig er ”færdige” med hinanden.
Kvinden talte ud fra sin egen erfaring og ud fra, hvordan skilsmisserne oplevedes fra den voksnes synspunkt. SKÅNSOMME SKILSMISSER støtter og uddyber denne kvindes konklusion – men fra et andet perspektiv – nemlig børnenes.

For det er også sådan, det er for børnene. Moxnes slår gentagne gange fast, at graden af samarbejde mellem forældrene er af helt afgørende betydning for barnets udvikling under og efter skilsmissen. Med andre ord: har man først børn sammen er det for good. Resten af livet er man sammen om sit forældreskab, og kan ikke begynde forfra i absolut forstand medmindre man vælger at opgive kontakten til sine børn.

På sin vis kommer Moxnes’ bog nærmest til at forekomme som en slags skilsmisseforebyggende indsats for denne anmelder. For netop med denne pointe om, at det er ægtefællerelationen, der afsluttes (og bør afsluttes grundigt) mens forældrerelationen varer ved, bliver det klart, hvor stor en indsats det kræver fra forældrene sammen at skåne børnene mest muligt under og efter skilsmissen. Måske er det virkelige forebyggende skridt på vejen mod den skånsomme skilsmisse at vælge sig en ægtefælle, der er god at blive skilt fra. Eller forældre der er gode at være skilsmissebørn til.
I hvert fald er det nødvendige udgangspunkt for en skånsom skilsmisse, at forældrene på en ordentlig måde får afsluttet deres ægtefællerelation og nøjes med at have forældrerelationen.

Men det er ikke forfatterens direkte ærinde at forebygge skilsmisse som sådan endsige fordømme. Hun er ikke ude på at skamme forældrene ud. Hendes opfordring lyder nærmere: Der er al mulig god grund til at gøre sig umage, når man skilles. For børn gennemlever ikke af sig selv en skilsmisse på en sund måde og kommer ikke af sig selv uskadte ud af den. De har brug for al den støtte og hjælp, de kan få. Det er med denne indgangsvinkel, at forfatteren begiver sig ud i at rådgive og vejlede om, hvordan man, når man står i den situation at skulle skilles, kan gøre det bedst muligt for børnene. Og det kommer hun fantastisk godt fra. Dilemmaet mellem at sikre de enkelte forældres rettigheder eller retfærdighedsfølelse og at tilgodese barnets bedste er et tema, Moxnes hele tiden relaterer til bogen igennem.

Sagligt og nuanceret redegør hun for resultaterne af de sidste 50-60 års skilsmisseforskning og præsenterer såvel de resultater, der viser kedelige følger af skilsmisse som de resultater, der peger på, at der for børnene også kan være en del lettelse og forståelse forbundet med, at far og mor går fra hinanden. Det kan være værre for barnet, at være i en familie, der ikke fungerer, end at bryde op. Men samtidig skal der ikke lægges skjul på, at skilsmissebørn udsættes for større risiko for, at noget skal gå galt, end andre børn. Men det er ikke nødvendigvis skilsmisse i sig selv, der er skadelig for børnene.
Forklaringerne skal findes i de forandringer, der sker for barnet, når forældrene skilles. Det være sig forandringer i familiens materielle og sociale rammer, barnets familierelationer samt barnets position i familien.

Moxnes konkretiserer og forklarer forskningsresultaterne, så SKÅNSOMME SKILSMISSER bliver en decideret guide til, hvordan man i spørgsmålet om at hjælpe sine børn bedst muligt gennem skilsmissen får konkrete handleanvisninger og nuancerede bud på, hvordan livet i og efter skilsmissen ser ud fra børnenes perspektiv.
Hvad er det for nogle forandringer, der belaster børnene? Skal søskende blive sammen? Skal børnene være med til at bestemme, hvornår eller om mors nye kæreste skal flytte ind? Hvordan opleves konflikter mellem mor og far af barnet? Hvor tæt på hinanden bør forældrene bo? Hvilken viden skal børnene have? Hvilken viden bør de være foruden? Hvilken forælder føler barnet sig tættest knyttet til, og hvad skal det betyde rent praktisk? Hvor tæt på kan en stedforælder regne med at komme, og hvordan? Skal man fortsætte med fælles økonomi? Bør man fejre højtider sammen? Det er blot nogle af de emner, Moxnes behandler, og ind imellem kommer med umiddelbart kontroversielle svar på.

Det mærkes tydeligt i bogen, at det er en forfatter, der har holdninger på vegne af børnenes bedste. Hun forholder sig også – med baggrund i sin store viden om skilsmisser – til lovstof og politiske prioriteringer, hvilket gør bogens behandling af skilsmisse som tema særdeles omfattende, saglig og interessant.

Det er helt klart en bog, der kan inspirere og støtte forældre i skilsmisse til at bevare fokus på børnenes bedste. Bogen kan i lige så høj grad anbefales pædagoger, som ofte befinder sig tæt på familier i skilsmisse og i særlig grad tæt på børnene. Her kan man finde inspiration til at holde sig barnets velbefindende for øje, hvis forældre rådspørger en som pædagog i forbindelse med en skilsmisse. Lige så vigtigt giver bogen indsigt til at navigere i forhold til dilemmaet mellem forældres og børns bedste, såfremt man bliver vidne til eller måske ligefrem hyllet ind i den magtkamp om rettigheder og retfærdighed, der nogen gange kan udspille sig mellem forældre i skilsmisse, således at man bevarer fokus på det, man er der for: børnene.