Der er blevet sagt og skrevet rigtig meget om børns leg og legens betydning. Men sjældent så godt, kort og præcist, som Ditte Alexandra Winther-Lindqvist gør det i sin lille, gennemarbejdede bog, Skal vi lege?
I bogen gennemgår og analyserer Winther-Lindqvist forskellige børns forhold til og roller i legen, som hun har observeret dem i en unavngiven børnehave, hvor hun selv har været ansat i en periode. Hun fokuserer på drengen Simon, som vi følger over tre observationsrunder gennem 11 måneder.
Forfatteren har det ædruelige udgangspunkt, at leg ikke udelukkende er rar og hyggelig, men at børnene i høj grad sætter deres egen identitet på spil i legen, og at de prøver både deres nuværende og evt. mulige fremtidige identiteter af, mens de leger.
Winther-Lindqvist mener, at legen altid består af tre lag eller sfærer, der dog kan være mere eller mindre fremtrædende under de enkelte lege. Det drejer sig om Fiktionssfæren, der er det univers, børnene bygger op i den konkrete leg. Det er der ”børnenes fantaserede ideer bliver til virkelighed (…).” (s. 36). Desuden indeholder legen Regisfæren, hvori børnene forhandler hvilke roller det enkelte barn skal spille: ”Når legen er i gang, foretages der også hele tiden løbende forhandlinger og justeringer af, hvem som er hvem, og hvad der skal ske.” (s. 36). Det er også her, det enkelte barns personlighed kommer i spil, hvor det oplever succes eller skuffelse, fordi det ikke må få en spændende rolle, ikke får godkendt sine forslag til indslag i legen, eller simpelthen ikke må være med. Det er i forhold til regisfæren, at forfatterens forskning adskiller sig fra en stor del af hendes forgængeres, idet hun mener, at børn ikke påtager sig  et ”lege-selv”, men faktisk investerer en stor del af deres rigtige identitet i legen. Den sidste sfære er Realsfæren, som er det præg, virkeligheden bidrager med til legen. ”Et puderum opfordrer til hop og tummel, ligesom legehusets køkkenhjørne lægger op til en ”far-mor-børn”-leg.” (s. 37).
Desuden indfører Winther-Lindqvist instruktør-begrebet, det vil sige den rolle, der er bestemmende for, hvad der skal leges. Instruktørrollen kan forvaltes meget forskelligt, bedst for alle er, når den fungerer demokratisk og ikke-ondskabsfuldt mod nogen.

Hun anvender herefter teorierne på nævnte Simon, en fantasifuld dreng på fem år, der har en tendens til at indtage en altdominerende instruktørrolle.
Han leger i første observationsrunde meget med sin gode ven, Martin, der er mere stille og iagttagende. De to drenges lege (og Simons lege i det hele taget) ender ofte med at Simon overtager fantasisfæren og instruerer meget komplekse universer med sig selv i hovedrollen. Det gør, at Martin trækker sig, og i anden observationsrunde må Simon lide den tort at blive bombarderet hårdt med bolde af en drengegruppe, han beder om lov til at lege med, men som afviser ham – og Martin er en af drengene i gruppen… Forfatteren stopper den brutale leg, da en anden drengs briller er ved at blive ødelagt, og det er uendeligt sympatisk, at hun ikke trækker sig tilbage til en fornem og udeltagende forskerrolle, der ikke vil blande sig i det miljø, hun iagttager.
Da vi forlader Simon efter tredje observationsrunde, har han fundet sammen med tre lidt yngre drenge, der beundrer hans evne til at finde på og indtil videre finder sig i hans dominerende instruktørrolle.

Ditte Alexandra Winther-Lindquist er uddannet psykolog med speciale i udviklingspsykologi og ansat som ph.d.-studerende på Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Bogen er et led i hendes ph.d.-studier men selvstændigt formidlet og altså ikke et omskrevet ph.d.-projekt. Der er i det hele taget gjort meget ud af formidlingsdelen, sproget er fagligt, hvor det er nødvendigt, men i øvrigt meget mundret og flydende. Det er tydeligt, at det er gennemskrevet flere gange, og det er dejligt at læse et formidlingsarbejde, der er gjort helt færdigt.

Hendes pointe med bogen er, at man som pædagog måske kunne iagttage børns lege for at hjælpe dem videre, ikke mindst fordi de har så afgørende indflydelse på deres nuværende og fremtidige identitet. Måske kunne Simon have godt af at få at vide, at han en gang imellem godt kunne lade andre være med til at bestemme, og Martin kunne omvendt være tjent med at få fortalt, at han godt kunne blande sig mere i legens regisfære. Så var de to drenge måske heller ikke blevet uvenner?