Februar 2005

Forlaget Klim har udgivet (endnu) en pædagogisk klassiker, nemlig Billy Ehns SKAL VI LEGE TIGER? Eller rettere sagt, det er en NY-klassiker, som her ser dagens lys på dansk, for bogen udkom i Sverige allerede i 1983. Siden har bogen været særdeles efterspurgt i pædagogisk-akademiske kredse, og den har cirkuleret i talrige fotokopier. Men nu er Tigeren her altså, med et forord til lejligheden og en fin introduktion til den danske udgave.

Lad det være sagt straks – ja, sådan MÅ en anmeldelse bare ikke starte – så se dog at få læst den bog! SKAL VI LEGE TIGER? er nemlig noget af en øjenåbner. Har man ikke tænkt synderligt over, hvorfor børnehaver ser ud, som de gør, og hvilke normer og kulturelle koder, der styrer personalets (og børnenes) adfærd og ordvalg, ja, hele dagligdagen på sådan en institution, bør Billy Ehns bog simpelthen være pligtlæsning. Det bør den i øvrigt også være, selv om man HAR tænkt over spørgsmålet…

SKAL VI LEGE TIGER? er et af de første forsøg på at anvende kulturanalyse på fænomenet daginstitution. Det betyder, at forfatteren som en anden flue på væggen betragter institutionen set ”udefra” med et køligt, men samtidig indlevende blik. Indlevelsen kommer bl.a. af, at Ehn har gjort sig sine egne iagttagelser i hverdagen som ansat i en børnehave. I mange tilfælde har han bestræbt sig på at skrive sine oplevelser ned, så snart han har oplevet dem.

Billy Ehn giver således mange konkrete eksempler fra børnehavelivet, men qua kulturanalysen er der samtidig tale om et teoretisk værk. Analysen er struktureret efter kun to begreber eller vinkler, og de udgør bogens to hovedkapitler: Tvivlrådighed og Orden. Det er et ret genialt træk, for det giver Billy Ehn mulighed for at få fat i noget helt centralt i forhold til moderne institutioner. Tvivlrådigheden skal ses i sammenhæng med personalets holdning til opdragelse, som ifølge forfatteren er udbredt i de svenske børnehaver: man skal være forsigtig med direkte irettesættelser, man skal lade barnet være medbestemmende, det skal tage udgangspunkt i sig selv osv. osv. Det overlades så at sige det enkelte barn at skabe sit eget liv, men når det samtidig er hensigten ud fra en svensk velfærdstankegang at indpode børnene solidaritet, selvbevidsthed og fællesskab - ja, hvad så? Hvordan skal der handles i de enkelte situationer? Hvis tvivlrådigheden ikke i sig selv er så overraskende, så er det til gengæld fantastisk at følge, hvorledes forfatteren tydeliggør, når den udmønter sig; den kommer ofte ud mellem sidebenene på de deltagende personer, uden at tvivlen udtales i de enkelte situationer. Børnehaven er i næsten konstant konflikt mellem individuel og kollektiv opdragelse.

Der er gået over 20 år siden bogens fremkomst. Men for mig at se har det billede Billy Ehn tegner, lige fra fænomener som de søde, feminiserede navne på børnehaverne, til de ensartede knagerækker, stadig stor gyldighed, også i dagens Danmark. De ensartede knagerækker – for eksempel – er så symboler på den ORDEN, som enhver børnehave stræber efter. Børnehaver er fyldt med symboler på orden, men den orden kommer nemt til at minde én om KAOS, som symbolerne netop besværger. Institutionen står for maksimal sikkerhed, og samtidig er børnehaven intet mindre end et produktionssystem. Kulturen skabes og genskabes, som Søs Bayer bemærker i sin udmærkede indledning til bogen.

Med Billy Ehns blik kan man pludselig se børnehaven som en anstalt med stakit, rastepladser og forbudte zoner, og forfatteren sætter sagen på spidsen, når han siger, at børn DE FACTO er i voksnes fangenskab. Og når Ehn selv anfører, at bogen hverken udmønter sig i kritik eller praktiske forslag, så har han ubetinget ret i det sidste, men næppe i det første. Der ER tale om en kritik af et ”system”. Det er dog rigtigt nok, at hverken personale eller forældre udsættes for kritik, for forfatteren iagttager og analyserer bare, hvad han ser. Der er heller ikke tale om en kritik, der kan anvendes som en slags murbrækker til at gøre institutionerne bedre. Men jeg vil nu alligevel mene, at en generel kritik af hele vores kultur og dens institutioner står tilbage efter endt læsning af bogen. Og den kritik er yderst velkommen og lige så relevant, som den var i 1983.

Et sted stiller forfatteren sig selv og læseren det spørgsmål, om børn ”…måske i symbolsk forstand er dyr?” (s. 91)
Langt ude?
Nixen.
RET godt gået, Billy!