November 2002
SLÅENDE HIT
Lad det være sagt med det samme: SLÅSKULTUR er et hit.
Forlager KLIM udsender 15. november 2002 ”SLÅSKULTUR” af Michael Blume. Forfatteren skriver rimeligt tilgængeligt; samspillet mellem en praktisk og en teoretisk del fungerer godt – og så har der næppe før været et så stort behov for denne type bog. Desuden er dens mange illustrationer brugbare og lette at forstå.
SLÅSKULTUR rummer således alle niveauerne. En omfattende samling af øvelser med gamle og nye slåslege. Men også teoretiske overvejelser om værdien af slåskampen: som et pædagogisk redskab, der blandt andet kan virke socialiserende. Det lyder måske besynderligt, om et par på tuden skulle være så prisværdigt. Men Blumes slåskampe er de ”kultiverede” af slagsen. Dem, der finder sted i tillid, med respekt og uden angst.
Michael Blume lægger vægt på, at man slås MED hinanden og ikke MOD hinanden. At man er medspillere ikke modspillere.
Om dette skriver han:
”Med den forståelse skaber man grundlaget for, at kampene ikke bliver for alvorlige. Det skal være sjovt og spændende at kæmpe med hinanden. Modstanderen er en medspiller, begge parter mødes med respekt og tager hinanden alvorligt.”
Da jeg åbnede bogen, var min store frygt, at slagsmål nu skulle gøres idyllisk i en udstrækning, som der ikke var grundlag for.
Og idyllen titter da også frem i enkelte tekstsekvenser:
”Bortset fra kærligheden er tvekampen den mest intensive relation mellem to mennesker. Begge modstandere kommer med hele kroppen, og hermed også med sindet, i en meget intensiv kontakt med hinanden.”
Han taler om at opleve hinanden ”legemligt” – og om, at både partnerskift (skift af medspiller, red.) og øvelser med tiden kan forandre den enkeltes grænse i den specielle kommunikationsform.
Men min frygt for overdreven idyl havde ingen grobund.
Blume forklarer:
”Det er uundgåeligt, at jeg bliver rørt og berørt af det, der sker i en kamp, (…) begge deltagere betræder et farligt terræn.”
Kort sagt er slagsmål udtryk for en leg, som kalder på respekt, og som er afhængig af tillid. Slagsmålet styrker kropskontrol og dermed trygheden ved og træningen af den fysiske kontakt med et andet menneske.
Sådan forstår i hvert fald jeg det.
SLÅSKULTUR byder på en god indledning, der slår fast, hvad der er målet med ordene og billederne. Her gøres læseren klar til ”kamp”.
Et stykke inde i bogen er et spændende lille kapitel om ”Når piger kæmper”.
Og spændingen og læsekoncentrationen stiger kun, når Blume tager fat på kamplege som redskaber: hvis man gerne vil ”kultivere” aggressionen.
Et afsnit om ”Slåskulturens metodik” fortæller blandt andet om vigtige rammer for slagsmålet: om tryghed, samtale, aftale, fælles regler og mere til.
Knap halvvejs i bogen bryder store, vellavede farvebilleder for alvor frem gennem det blanke papir. Her begynder nemlig samlingen af slåsøvelser.
Illustrationerne varer bogen ud, hvor Blume går fra overskriften ”Kamplege” til ”Stunt og stagefight”, og fortsætter til ”Fægtning”.
Jeg selv vidste ikke, hvad ”stagefight” var. Det er ”den form for stunt, der har med slagsmål på teater og film at gøre.” Således jf bogens side 85.
Det kan umiddelbart virke overraskende, at Blume så skråsikkert skriver om slagsmål som et ”godt pædagogisk redskab”. I et kristent samfund er vi jo ganske mange, der er er opdraget til at vende den anden kind til.
Men, men, men: Når man er godt 100 sider henne i bogen, så giver Blumes ord stor mening. For eksempel via denne holdning: At vi har brug for at være trygge ved de følelser, der opstår i konfrontation eller samspil med andre.
Det er faktisk et hamrende begavet budskab, fordi Blume – uden at sælge ud af sin blufærdighed – kommer omkring både kærlighed og angst.
Når bogen gør indtryk – selv på en ikke-slagmålstrænet – er det også, fordi Michael Blume er overbevisende fra første til sidste side: Hans kontrol med sit område er lige stor, uanset om det drejer sig om teori eller øvelser. Desuden er temaerne både interessante og væsentlige.
At inddrage kroppen i forholdet mellem mennesker bør være vedkommende for enhver. Navnlig i en kvindedomineret pædagogverden, hvor der ikke spilles meget med musklerne.
SLÅSKULTUR er tillige aktuel, blandt andet fordi tidens computermani og stilstand – med al rimelig respekt – må formodes at gøre kropslig udfoldelse stadig mere savnet.
JAGOO anbefaler SLÅSKULTUR til voksne i pædagogiske funktioner: i arbejdet med børn fra fire-fem års alderen og opefter.

Poul Majgaard