Der har altid været stor forskel på, hvorledes undervisningen i pædagogisk teori har været praktiseret; både imellem undervisningsstederne og igennem tiden. Ja der kan også være væsentlige forskelle på undervisningen, alt efter hvilken af uddannelsesstedets undervisere, der står i lokalet. Med en grundbog som denne kan man håbe på lidt mere samling og struktur på faget.

Men siden 2007 har faget pædagogik været opløst, og i stedet har noget af fagets indhold væres indlejret i kravene til de enkelte moduler. Denne modul-opdeling (man fristes til at sige modul-opsplitning) har næppe bidraget til de studerendes overblik over alle de relevante småbørnspædagogiske tænkere. I 2017 udgaven af bekendtgørelsen, finder man det grundfaglige modul Pædagogiske miljøer og aktiviteter. Her er et af 11 vidensmålene udtrykt således: Pædagogiske teorier og paradigmer, herunder forskellige former for målsætning af og dannelsesidealer i pædagogiske miljøer og aktiviteter. Det glæder mig, man har det med, og at det påfølgende modul imellem de mange andre mål nævner; grundlæggende træk ved pædagogprofessionens udvikling samt om forandringer i pædagogiske paradigmer over tid, men når man ved, at derfra er almenpædagogisk teori om småbørn ikke nævnt i andre moduler, så har man det lidt som elefanten, der fik en karamel. Den er skam taknemlig, men den synes ikke rigtigt, den har fået noget at blive mæt af. Hvis denne bog er tænkt som grundbog i den nuværende studieordning, så er den nok for omfattende. De studerende når ikke at få et overblik over alle tænkerne, inden de skal videre til nye moduler med et mylder af mål.

Der er dog tegn i sol og måne for den kommende pædagoguddannelse, at fag og faglighed genindføres. Uagtet socialkonstruktionismen kan have nogen ret i, at tænkning ikke bør begrænses til fag og at lærings- og udviklingsstænkning er mere brugbart end pædagogisk teori som udtryk for den refleksionsramme, pædagoger refererer til, så er den baggrund, de studerende er vokset op i, netop en overvejende fagdelt folkeskole og gymnasietid. De er vant til at strukturere deres viden i fag. Det tilgodeser denne bog!

Så i håbet om den forestående studiereform genindfører et pædagogikfag, der går igennem alle studieår, anbefaler jeg denne bog.

Bogen er god, men har både sine fordele og ulemper som grundbog: En af fordelene er, at den ikke kopierer tidligere tiders pædagogikkens historie-litteratur. Den er hverken bange for at række helt op til vore dages relativt unge pædagogiske tænkere (den yngste er født i 1977) eller for at beskrive tænkernes aktuelle relevans, ligesom de fleste kapitler slutter i en nuanceret diskussion af teorierne.

Ved en eventuel 2. udgave kan man måske finde plads til Amos Comenius, hvis Die Mutterschule fra 1630 ligger meget tæt op ad dagens børnehaveklasse, og hans begrundelser for en skole med piger og drenge, adel og borger i samme klasse, er inspirerende i en nutidig diskussion af inklusion. Malaguzzi og Regio Emilia, Freud, Steiner, Freinet og Neill kunne man også overveje afløste Vygotsky og Piaget, der nok er betydelige psykologer, men ikke eksplicit er småbørnspædagogiske tænkere. Men man skal ikke være utaknemlig: Det er interessant at læse et nutidigt syn på Pestalzzi, og selv om Bowlby egentlig er børnelæge, så er han skrevet ind i en småbørnspædagogisk relevans.

En god grundbog til en kommende og forhåbentlig bedre pædagoguddannelse.