Liv Vedeler indleder sin bog med at understrege nødvendigheden af, at vi lever i et socialt fællesskab med andre mennesker for at blive hele mennesker. Bogen er praksisorienteret. Der er hentet beskrivelser fra dagligdagen i børnehaven, hvor legen er i centrum. Forfatteren betragter børnehaven som et socialt værested, hvor barnet afprøver forskellige adgangsstrategier for at blive en del af et gruppefællesskab. Bogen indeholder flere gode eksempler på vellykkede og ”prøv igen” strategier.


Pædagoger, forældre og andre, som har med børn at gøre, må forstå den sociale dynamik i et gruppefællesskab og vide noget om betingelserne for social mestring og udvikling af social kompetence. Social kompetence handler om, hvordan mennesker definerer og løser problemer i menneskelige relationer. Den er en dynamisk og overordnet form for kompetence, som involverer både kognitive, kommunikative, følelsesmæssige og sansemotoriske aspekter af individets udvikling. Sociale færdigheder er mere konkrete og knyttet til social adfærd, der passer i en konkret situation. Mestring betyder at tackle og håndtere et problem, f.eks. en social udfordring.


Bogen tager sit udgangspunkt i ”salutogenisk orientering” og fokuserer på de positive vækstfaktorer. ”Salutogenese” er sammensat af ”salus” som betyder ”sundhed”, og ”genesis” som betyder ”oprindelse”. Kort fortalt går denne teori ud på, at der i alle individer og i alle sociale miljøer er konstruktive ressourcer. Det er teorien om sundhed i et menneskeligt helhedsperspektiv, hvor såvel det psykiske som det somatiske og sociale spiller ind. Nogle mennesker overvinder modstand, andre bliver syge.


Grundlaget for udvikling af social kompetence lægges i de første leveår. Bogen giver en grundig og letforståelig beskrivelse af, hvilke faktorer der spiller ind her. Alle børn bliver født med samme evne til at lære sprog, og allerede det nyfødte barn kommunikerer med sin mor. Kommunikation er en forudsætning for at kunne indgå i en relation med sine omgivelser.


Gode kammeratskabsrelationer synes ikke blot at have betydning for senere social tilpasning, men også for tilpasning til skolearbejde og faglig udvikling. I forhold til kammerater kræves der bestemte adfærdsmønstre for at få adgang til legegruppen. Under legen bliver der stillet krav til, hvordan man deltager, og hvordan konflikter løses. Der stilles forventninger til evnen til at vedligeholde leg gennem fælles forståelse og følelsesmæssig regulering, dvs. evnen til at kunne håndtere og tilpasse følelser til ændringer af legen. For at have mulighed for at mestre disse krav, skal barnet kunne bruge sine egne personlige ressourcer og ressourcer i omgivelserne, som kan støtte.


Bogen er også rundt om social mestring hos børn med behov for særlig hjælp. Bagerst i bogen er der et eksempel på et skema, som kan bruges til at observere social mestring i børnegrupper.


Bogen er god læsning idet det er legen, der er centrum. Det er let at overføre bogens eksempler til livet i institutionen, få større opmærksomhed på, hvad der sker i legegrupperne, hvem der er inde, hvem der er ude, og hvorfor.


Jeg tror dog ikke, bogen vil sætte sig brede spor i bevidstheden, idet den, efterhånden som læsningen skrider frem, kører i ring. Det giver en fornemmelse af, at ”det her har jeg vist læst om før ”. Det opleves, som om forfatteren ikke har stof nok at byde ind med. Heri ligger en risiko for at miste læserens interesse. Det samme gælder for bogens mange henvisninger til undersøgelser. Liv Vedeler er professor i specialpædagogik ved universitet i Oslo, og har studeret sammenhængen mellem leg, sprog og kognition. Det er min opfattelse, at dette afspejler de to forskellige verdener, som henholdsvis professorer og pædagoger færdes i. Hvor stor betydning har diverse ekspert undersøgelser i forhold til hverdagen i daginstitutionen?