November 2004

Uanset hvor rimeligt eller urimeligt dette end måtte være, så er Odense-bydelen Vollsmose vist mest kendt i offentligheden for vold og ballade. Derimod er de daglige vilkår, som skolerne i området har at arbejde under, og den indsats som de gør, nok noget underbelyst. Det kan bogen Socialt ansvar i folkeskolen være med til at råde bod på.

Skønt fokus er på skolen, handler publikationen ikke primært om undervisningen, men om den basale støtte og omsorg, som folkeskolen bør give børnene som en naturlig del af lærergerningen. Udgivelsen sigter på at belyse og inspirere til en diskussion af rummelighed i folkeskolen generelt, hvilket sker ud fra interviews med lærere og ledere fra de 3 skoler i området. Interviewene åbner fint op for den meget store rækkevidde af rummeligheden i praksis på hhv. Abildgårdskolen, H.C. Andersen skolen og Humlehaveskolen – og hvis konsekvenser sikkert vil være overraskende for mange læsere, inklusive en del lærere og pædagoger, der arbejder i mindre konfliktfyldte miljøer end i det nordøstlige Odense.

Selv om det langt fra gælder alle, så er en forholdsvis stor andel af børnene kendetegnet ved, at deres ”…trivsel og udvikling er truet på grund af sociale, kulturelle eller familiemæssige problemer” (s. 6). Et af hovedbudskaberne er, at områdets skoler må strække sig længere end de fleste i bestræbelserne på at holde børnene i skolen, hvor andre skoler ofte for længst vil have givet op. Synspunktet er nok en mere dybtgående diskussion værd, men der argumenteres ganske godt for det i bogen. Et argument - og et ret hårdtslående et, finder denne anmelder - er ganske enkelt, at der for de pågældende børn ofte intet alternativ er til folkeskolen, hvis den skubber børnene fra sig eller smider dem ud.

Bogen er inddelt i to hovedafsnit, og gode råd til læreren opsummeres efter hvert mindre delafsnit. De fleste råd er meget almene, og nogle af dem også undervisningsmæssigt og pædagogisk set helt urimeligt banale, som f.eks.: ”Stil krav til barnet, som det kan honorere” og ”Hør på, hvad barnet fortæller.” Ikke desto mindre er det sikkert en god idé at lave sådanne lister med remindere til den enkelte lærer eller pædagog, der ikke på forhånd har erfaring med ”truede” børn.
Andre råd er ikke helt uproblematiske: ”Øjenkontakt, tale og fysisk kontakt er vigtig”, og: ”Et klem, en hånd på skulderen, et varmt smil kan have betydning.” Ja, det kan det da i høj grad. Men er den fysiske kontakt altid lige vigtig, og kan den i visse tilfælde ikke være ret betænkelig? Og gælder det alle klassetrin?
Når aspektet med den fysiske kontakt står som noget ret centralt blandt interviewene flere steder, skyldes det ikke kun de(n) pågældende lærer(e)s personlige tilgang, men også at mange af børnene kommer fra hjem med store omsorgssvigt (ikke mindst blandt de danske børn, der går på skolerne i området!) Alle interviews viser, at lærerne er sig meget bevidste om, at de ikke kan være erstatninger for forældrene, men man savner reflektioner over en eventuel bagside af den fysiske kontakt med børnene.

Som allerede nævnt er hovedformålet med bogen ikke at belyse den undervisning, der foregår i klasserne. Alligevel undrer det lidt, at bortset fra nogle få ord om elevernes forhåndsviden, nævnes undervisningsdelen af lærernes virksomhed stort set ikke. For når ”..eleven skal kunne mærke at være et individ, som læreren tillægger individuel betydning.”, (s. 37), spørger man uvægerligt sig selv ved hjælp af hvad?
Man må ikke håbe, at der primært eller udelukkende er tale om et følelsesmæssigt bånd mellem lærer og elev i mangel af bedre. Det kan ikke anbefales at se den overordnede pædagogiske indsats adskilt fra den didaktiske, især da ikke, når der er tale om den pågældende gruppe af elever (hvilket et projekt med krigstraumatiserede børn i Århus netop kan åbne øjnene for.) Selv de svagest funderede og motiverede børn kan tilsyneladende bringes til at lære noget, selv om processen kan være svær. Og i den sammenhæng forslår Jesper Juuls kompetente barn og Gardners teori om de forskellige intelligenser - som nævnes som teorigrundlag for en af skolerne - efter min ringe mening som en skrædder i helvede.

Da bogudgiveren er Vollsmosesekretariatet i samarbejde med forlaget, kan det nok ikke forventes, at bogen forholder sig kritisk til den hånd, der føder den – kritisk over for det pædagogiske udgangspunkt vel at mærke. Der er vel nærmest tale om et partsindlæg. Men her er det vigtigt, at forstå, at de interviewede fra de tre skoler alle er ildsjæle. Og de anførte kritiske bemærkninger skal på ingen måde skygge for, at udgivelsen er anbefalelsesværdig læsning til inspiration. Det gælder for både lærere og pædagoger, men såmænd også for den almindeligt interesserede læser, der vil vide noget om virkeligheden i en del af den danske folkeskole anno 2000 og fremefter. Måske giver bogen mest af alt indsigt i et ganske bestemt pædagogisk tankesæt i forhold til skolens opgave på de tre skoler. Men så kan man jo forholde sig til dét.