Som mugne småkager og sur eddike
Ellinor er otte år, da babysitteren gennem hele hendes liv, Bibi, pludselig må forlade hende for at passe sin syge far. Derfor er august dårlig, virkelig dårlig: "Lige så dårlig som mugne småkager og sur eddike". Bibi har tilsyneladende fungeret som Ellinors primære omsorgsperson.
Tabet er altså dybfølt, næsten som havde det været hendes biologiske mor, der var forsvundet.
Nu må Ellinor så nyorientere sig i verden efter tabet af Bibi.
Som mugne småkager og sur eddike kan læses selvstændigt af børn på samme alderstrin som Ellinor, sætningerne er meget parataktiske og de korte ord gentages ofte: "August måned var dårlig. August måned var virkelig dårlig. Lige så dårlig som mugne småkager og sur eddike. Lige så dårlig som spindelvæv på benene. Lige så dårlig som det brune på en banan". Ofte virker gentagelserne poetiske – det er jo samme greb som Martin Luther King brugte i sin "I have a dream”-tale, uden sammenligning i øvrigt. Men det kan virke noget forceret, efterhånden som gentagelserne gentages…
Ellers er Ellinors fortællerstemme ramt fint, og sorgen over tabet udpensles ikke så voldsomt, som man kunne have frygtet det i en amerikansk børnebog. Matthew Cordells barnlige streg understøtter diskret fortællingen, den forfalder ikke til for mange tårer. F.eks. forestiller illustrationen til afskedsfesten, hvor "Alle til festen græd", ikke en illustration af grædende mennesker, men et forladt festbord.
Bogen er fin som oplæg til diskussion af tab. Både af barnepiger og andre, man måtte miste gennem livet, men den findes bedre, ikke mindst i den skandinaviske tradition. Kæmper som H.C. Andersen og Astrid Lindgren kan med fordel konsulteres i den forbindelse – og i mange andre.
Men på sine egne betingelser er bogen fin til en eftermiddags læsning og samtale.
Skønlitteratur
Gyldendal
Julie Sternberg. Illustrationer: Louise Urth Olsen
125
Bianca W. Johannson
9. april 2015
