Denne bog favner bredt. Hanne Hede Jørgensen har – godt hjulpet af en række fagpersoner med forskellig tilgang til sprog – sammensat en meget blandet buket af sprogblomster. Antologier har altid den svaghed, at læseoplevelsen risikerer at blive ujævn. Det er også sket med SPROG SOM VÆRKTØJ OG LEGETØJ. De fleste af de elleve kapitler holder dog den samme kurs og flittig brug af krydshenvisninger hjælper med at give indtryk af en gennemarbejdet og sammenhængende helhed.

Redaktøren indleder med et forord og en gennemgang af de temaer, som læseren vil møde undervejs. Det sker desværre i et tungt sprog, som heldigvis ikke er gennemført bogen igennem, heller ikke i Hanne Hede Jørgensens egne kapitler.

I første kapitel giver Niels Mors en historisk gennemgang af sprogbrug og sprogteori. En væsentlig pointe er, at sprogstimulering er (og skal være) en sag også for børnehaver. Det er ikke et anliggende for skolen alene. Niels Mors introducerer tredelingen form-indhold-funktion, som bliver brugt med mellemrum i SPROG SOM VÆRKTØJ OG LEGETØJ.

Jeanette Svendsen skriver om relation og dialog som sprogudviklingens lokomotiv. Hun tager udgangspunkt i Stern og beskriver relationen mor-barn i de første måneder, hvor barnet kommunikerer om relationen, ikke om indholdet. Det fører til pludren, mors/fars sætten ord på aktiviteter, over navneord, angivelse af følelser og verbal kommunikation i leg til egentlig samtale. Kapitlet indeholder mange iagttagelser, især af vuggestuebørn.

Kapitel tre beskæftiger sig med sprogpædagoger og sprogmiljøer. Tosprogedes sprogstimulering uddybes af Trine Mors Larsen og Birgitte Yde Kjær. De påpeger dog, at enkeltsprogede børn kan have brug for den samme sprogstimulering. De skelner mellem et funktionalistisk sprogsyn og et strukturalistisk sprogsyn, som i min forståelse kendetegner forskellen på den aktive deltager og den passive modtager, når det drejer sig om sprogstimulering. Eller med andre ord leg eller undervisning. Halliday citeres for sprogets syv formål, og der gives eksempler på situationer, hvor pædagogernes praksis stimulerer børnenes sprog. Dette kapitel bør læses af enhver, som påtager sig opgaven at sprogstimulere tosprogede børn.

Marie Ludvigsen har skrevet fjerde kapitel om det narrative begær. "En voldsom lyst til at få slutningen med, så det kan give mening, og de kan få ro i sindet og kroppen." En vigtig pointe er, at de særlige begivenheder er veldokumenteret (af pædagoger), mens det er hverdagen, børnene oplever som mest betydningsfulde.

Kapitel fem er skrevet af Hanne Hede Jørgensen under overskriften "Løgn eller skrøner". Hun er af den opfattelse, at skellet mellem fantasi og virkelighed er opfundet af voksne. I min egen praksis oplever jeg, at børnehavebørn netop møder mine skrøner med en skepsis, uden at jeg dog kan pege på, om den har sin oprindelse i barnet selv. Hanne Hede Jørgensen forholder sig til logos, patos og etos, som vedrører henholdsvis fornuft, følelser og fortællerens troværdighed. Redundans berøres også: at gætte det, som ikke er blevet sagt. F.eks. fortalte jeg en historie i børnehaven om, at jeg havde mødt en gammel kone i sort tøj. Selv om jeg først langt senere i historien satte en betegnelse på hende, var børnene helt sikre på, at det var en heks, jeg fortalte om. I øjeblikket er medierne meget opmærksomme på, om høflighed og respekt f.eks. kan vises ved at række hånden frem til hilsen, eller om det at lægge hånden på hjertet eller panden er et (anden) brugbar måde. I kapitel fem gives eksempler på et andet (for)tolkningsgrundlag end den freudianske, her Aristoteles og Platon.

Her følger et unummeret intermezzo af Mette Hegnhøj Mortensen, "Egon og den rustne orkide". På tankevækkende vis beskrives, hvordan fortællingen om barnet kan danne resistente billeder hos pædagogen.

I kapitel seks skriver Eva Riis om sproget i kroppen. Hun har en kropslig-dramatisk tilgang til sprog, som hun bl.a. illustrerer ved en historie om den otteårige Kathrine, som lærer assertiv kommunikation. Eva Riis skelner mellem at være en kultur og at have en kultur. Den kultur, man er, handler om fællesskab og debatten om integration og inklusion. Den kultur, man har, vedrører en forståelse af (fin)kultur, så her berører kapitlet den aktuelle kanondebat, uden dog at forholde sig til den.

Mette Hegnhøj Mortensen deler flere observationer af Egon med os i "Egon og pegefingeren, der ikke skød i vejret". Her kommer forklaringen på, hvorfor man rækker fingeren i vejret, når man vil fortælle til noget. Den historie vil jeg dog ikke løfte sløret for her. Læs den selv i SPROG SOM VÆRKTØJ OG LEGETØJ.

Hanne Duus har skrevet kapitel syv om børns sprog og digital kultur. Hun appellerer til en konstruktivistisk tilgang til sproget, som blandt andet kan genfindes i tekster om scaffolding, hvor pædagogen opbygger et psykisk og følelsesmæssigt stillads omkring barnet. Barnet beskrives som både modtager (forbruger) og giver (producent) af billeder.

Tomas Nielsen beskæftiger sig med rap i pædagogisk arbejde i kapitel otte. Det indeholder en historisk gennemgang af rappens vej til Danmark. På overskuelig vis opdeles rappen i genrer. Desværre er Tomas Nielsens eksempler for ukendte for denne anmelder, og teksterne er ikke altid gengivet i et tilstrækkeligt omfang. "Rap (er) først og fremmest lavet til vore ører." Derfor er det også en utaknemlig opgave at formidle den på skrift. Heldigvis følger en opfordring til at gå i gang selv, endda med nogle staldtips til at gøre det overskueligt.

I kapitel ni går Herdis Toft længere ned i problematikken om en kanon med kraftig sammenhæng med kapitel seks. Hun beskriver kendetegn ved en voksen børnekulturel målsætning og børns samme. De to kulturbegreber kan læses i sammenhæng med Eva Riis' skelnen mellem at have kultur og at være kultur. Desværre skæmmes kapitlet af en analysemodel, som ikke rigtigt er det alligevel og i bedste fald kan beskrives som rodet og uoverskuelig hvis ikke direkte uforståelig.

Parret Zeradasht Horu og Hanne Hede Jørgensen har sammen skrevet om kulturfortællinger og dialogiske rum i kapitel ti. Ved nærlæsning fremgår det, hvem der har skrevet hvilke fortællinger, men det burde være tydeligt angivet. Det er ikke kun janteloven, som får mig til at studse over, at Hanne Hede Jørgensen kommer med analyse af sine egne fortællinger. De mange gode fortællinger fortjente en analyse af en udenforstående. Særligt interessant fandt jeg beskrivelserne af kulturmøderne på Jydsk Pædagog-Seminarium, som har en brobygningsklasse, hvor folk med ikke-dansk baggrund deltager i et forberedelseskursus. Forfatterne mangler at give en definition af majoriteten, da de ofte refererer til denne majoritet. Det er spændende at se, at de to forfattere har hver sin kanon i kraft af hver sin meget klassiske dannelse i hhv. Babylon og Århus. Kulturforskelle er også sat i forreste række i fortællingen om en pige, som mente, at lejrskolers formål er at oplære børn og unge i at bo alene. Da hun ikke skulle bo alene, var der ikke behov for at deltage i lejrskoler. Først her vender kapitlet tilbage til sproget som det centrale. Sproget beskrives som et værktøj, som kan behage, underholde og bevæge modtageren.

Gerd von Buchwald Lütken får de sidste ord i kapitel elleve om moderne sprogfilosofi fra sandhed til social kontekst. Hun kommer langt omkring med sine referencer. Bibelens "I begyndelsen var ordet…" Hellen Keller (født blind og døv), som beskriver sin førsproglige tid som ubevidst bevidsthed. Platons syn på bevidsthed. Wittgenstein, som var østrigungarsk filosof. Desværre er der en meget lang beskrivelse af Wittgensteins liv, som jeg finder mindre relevant i denne sammenhæng. Beskrivelsen altså, ikke hans liv.

Bagerst er litteraturliste, ordliste og en præsentation af forfatterne.

Det er således en meget vidtfavnende bog. For at blive i billedet af en buket, er der en del blomster, som ikke helt passer ind i sammenhængen. Det gælder i særlig grad for kapitel ti, som ironisk nok var det kapitel, jeg finder mest interessant. Den indeholder stof til en hel bog for sig – og dermed ikke en del af SPROG SOM VÆRKTØJ OG LEGETØJ.

Hvis man derimod betragter bogen som et blomsterbed, hvor man kan plukke efter humør og behov, har vi med et dejligt broget bunddække at gøre, hvor man naturligvis ikke nødvendigvis elsker den enkelte plante lige højt. Har man læst SPROG SOM VÆRKTØJ OG LEGETØJ i sin helhed, kan man jo altid vende tilbage til udvalgte kapitler. Eller man kan om ønskeligt bruge denne anmeldelse til at danne sig et overblik.