Forfatteren angiver selv, at BARNET OG SPROGET er henvendt til forældre, pædagoger og lærere. Forældre vil sandsynligvis løbe sur i begreberne undervejs, men der er meget godt at hente for fagpersoner. Fra den generelle indledning om Maslow, motorik, personlig udvikling, social udvikling osv. til det specifikke om tosprogede børn, typer af ikke-færdigudviklet udtale og sproglig stimulering.


Bente Sidenius har nogle gode pointer, som hun underbygger. Bl.a., at det i højere grad handler om at stimulere tanker, fantasi og sprog end om at gå målrettet efter det korrekte sprog. Den sidste taktik vil i reglen få et uhensigtsmæssigt resultat: at barnet bliver stille, ikke bruger sproget varieret og får forsinket sprogtilegnelse. Pædagogen bør lege med sproget frem for at presse bogstavlæring ned over barnet. Bente Sidenius fraråder i det hele taget det, hun kalder den autoritære sproglærerrolle. "Sproget skal udvikles, ikke indlæres."


BARNET OG SPROGET argumenterer for læsning og skrivning som en del af sprogudviklingen, men lægger vægt på, at det skal "placeres, hvor det hører hjemme: I skolen og i specialundervisningen. At nogle af ideerne bliver praktiseret af børnehavepædagoger for de ældste børn i børnehaven og i klasse 0 synes at være en misforståelse."


Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at BARNET OG SPROGET forholder sig kritisk til sprogtest af alle 3-årige (og københavnske 5-årige). Det meget udbredte system TRAS bliver gennemgået og får ikke mange pæne ord med på vejen. Bente Sidenius anbefaler i stedet et system, som hedder "Undersøgelse af barnets helhedsudvikling". Målgruppen for en sådan anbefaling er næppe pædagogerne, som er underlagt de beslutninger, der træffes af deres arbejdsgivere (oftest børn- og ungeforvaltningen i kommunen). Det er også dér, anbefalingerne bør blive læst.


I alt for korte afsnit får læseren eksempler på alternative måder at stimulere sprogudvikling, f.eks. spil og sanglege. Det ændrer ikke på, at der er mange gode forslag og råd at hente om sprogstimulering generelt.


I afsnittet om tosprogede børn har BARNET OG SPROGET ikke den samme skarphed som i resten af bogen. De gode pointer, som man finder andre steder, udebliver. F.eks. gives der eksempler på forskellige definitioner af tosprogethed, men hvilken definition benytter Bente Sidenius selv, når hun taler om tosprogethed? En del af eksemplerne fra den pædagogiske hverdag handler slet ikke om sprogethed men om andre kulturelle udtryk, om hudfarve eller om andre forhold. At hun giver eksempler på børns sprog er én ting, men de står specifikt i kapitlet om tosprogede børn, og det vækker undren.

Der er to observationsskemaer, som kunne være lige til at kopiere og bruge, hvis det ikke var, fordi de er vist uden forklaring og derfor alene fremstår som stikord til inspiration for den pædagog, som vil strukturere sine observationer.