Juli 2005

TABUKA giver en nødvendig indsigt i en verden fyldt med skyld og skam. En bog om noget, man nærmest ikke snakker om; et tabu.
TABUKA-gruppen, der består af 39 tidligere anbragte, har udarbejdet en rapport om tidligere anbragte børns oplevelser af at være anbragt. Rapporten er ny udkommet i bogform, og i bogen fortæller de tidligere anbragte (nu voksne) om livet før, under og efter anbringelsen. TABUKA-gruppen opsamler og kommenterer løbende det skrevne.
Bogens mange citater, hvor de tidligere anbragte fortæller om deres oplevelser, gør beretningerne levende og fanger læseren ind i deres univers. Nogle anbringelseshistorier kan ligefrem give læseren hjertebanken og knuder i maven af medfølelse og undren over, hvorfor myndighederne ikke greb ind og hjalp det anbragte barn. Men der er også gode historier, hvor nogle af de tidligere anbragte får meget hjælp både under og efter anbringelsen, enten af anbringelsessteder, biologisk familie og myndigheder og skole.
Skolen er en af de ting, der i bogen bliver fremhævet som et sted, der har stor betydning. De fleste har oplevet skolen som et fristed, hvor de kunne være sig selv. TABUKA-gruppen peger endvidere på, at alle anbragte børn skal tilbydes en støtteperson, der har tavshedspligt overfor alt det, barnet siger, og som udelukkende varetager barnets interesser. Derudover peger nogle på, at det er vigtigt at have kontakt med pædagoger fra anbringelsesstederne eller plejefamilierne efter anbringelsen. Endelig er der et flertal, der ønsker, at børn, som skal anbringes, skal have medbestemmelse omkring anbringelsessted, valg af kontaktpædagoger osv.
Bogen skal have 5 stjerner, fordi det er en god bog, hvor kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden, og en meget levende og grundig analyse af, hvad der er godt og skidt i anbringelserne. Desuden inddrager den mange aspekter, da den viser, at alle er forskellige og har haft forskellige anbringelsesforløb. Samtidig peger den på fælles oplevelser for de tidligere anbragte. For eksempel har de tidligere anbragte i højere eller mindre grad følt sig anderledes, fordi de var anbragt. Et hverdagsproblem for mange – også ikke anbragte børn – mobning, nævnes i mange af beretningerne.

Det er en rigtig god og spændende læsning. Vigtige emner bliver taget op og undersøgt i et let læseligt sprog. Desværre er bogen indimellem lidt tung at komme igennem bl.a. fordi, de samme citater – med vilje – gentages, fordi de vedrører flere kapitler. Det gør det lidt svært at huske de forskellige personer fra hinanden. Desuden optræder der forkerte henvisninger til citater mv. eller der bruges navne, som ikke er nævnt på det sted, som der henvises til i teksten. Det er med til at gøre den ellers fremragende bog lidt uoverskuelig og forvirrende for læseren.