December 2004

Jeg kunne fortælle vidt og bredt om denne bog.
Jeg kunne trække interessante forskningsresultater frem.
Henvise til øjenåbnende sammenstillinger af teorier.
Fremhæve den fremragende formidling.
Gøre min egen tidligere kritik af omslagene til bøgerne fra Hans Reitzels serie Socialpædagogisk Bibliotek til skamme ved at slå fast, at denne bog layoutmæssigt er en helt igennem sød lille sag.

Og bogen ville stadig have fået seks stjerner alene på baggrund af argumenter af ovenstående art.

MEN

Det, jeg allerhelst vil fortælle om TEORI I PRAKSIS, er de visioner og synspunkter, som forfatterne kommer frem med i bogen. Det er her, den virkelig sparker … fra sig. Det er her, læseoplevelsen bliver så meget større. Det er her, bogen tager skridtet fra formidabel indføring i at anvende teori i praksis til pludselig at være et indlæg i debatten om pædagoguddannelsens fremtid, pædagogers faglighed og pædagogers status som faggruppe i det hele taget.

Bogens visioner er vigtige netop nu, hvor pædagoguddannelsen er blevet opgraderet til en professionsbacheloruddannelse, hvor underviserne på seminarierne opkvalificeres til kandidatniveau og diskussioner om, hvorvidt uddannelsen er i fare for at blive for teoretisk, blusser op.

Der er mange argumenter og ikke mindst en udvidet forståelsesramme at hente i bogen, hvis diskussionerne skal løftes ud af den sædvanlige rigide ja-nogen-er-til-teori-og-andre-er-til-praksis-form. Det er ikke et spørgsmål om enten teori eller praksis. Det er ifølge forfatterne en meget ufrugtbar anskuelse ikke mindst, når det gælder pædagoguddannelsen, hvor man kan være tilbøjelig til at tænke, at praksis er noget man lærer i praktikken og teori er noget, man lærer på seminariet.
Teori og praksis skal hænge sammen. Det er ikke ukompliceret, men det er altafgørende.
Som forfatterne afslutningsvis skriver:

Vi tror, at den bedste vej til kompetenceudvikling hos den professionelle pædagog – og derigennem sikring af kvaliteten i den pædagogiske praksis – er at kompetenceudvikle teoretiserende praktikere, der er i stand til at anvende teori i praksis!

TEORI I PRAKSIS giver teorien en central placering for pædagogers faglige identitet (den der vist nok er så svær at indfange) og professionalisme. Teori er en del af grundlaget for den professionelle pædagogs faglige identitet og ikke et vedhæng til praksis, som man, hvis man er den ihærdige, (ud over det sædvanlige)engagerede type kan vælge at beskæftige sig lidt med i sin fritid.
Det er i teorien, pædagogen skal finde sin selvtillid som praktiserende pædagog og sin overbevisning i forhold til handling. Intet mindre!

Apropos faglighed har forfatterne genialt valgt at komme med befriende argumenter i diskussionen om, hvorvidt man kan være DEN FØDTE PÆDAGOG – en opfattelse der har det med at bane vejen for mantraet: Hvorfor skal man gå på seminariet for at lære at passe børn? og deslige opfattelser og udtalelser, som indimellem har haft held til (hånd i hånd med de gentagne besparelser) at udløse kollektivt mindreværdskompleks i pædagogfaget.
Der er ikke hold i DEN FØDTE PÆDAGOG ifølge Wahlgren og Aarkrog. Pædagogens kvalifikationer omfatter godt nok almenmenneskelige forudsætninger, som er tillært gennem livet, og som er forudsætninger for, at man kan fungere i pædagogiske sammenhænge. Men pædagogens kvalifikationer er i lige så høj grad både de kvalifikationer, man tilegner sig i den pædagogiske praksis og dem, man tilegner sig i uddannelsesmæssige sammenhænge.
Så ja, man kan lære at blive en god pædagog – vel at mærke en god professionel pædagog.
Pædagoger kan noget, som ikke alle og enhver kan – heller ikke enhver der selv har opfostret en omfangsrig børneflok.

Trods bogens ydmyge omfang – her kan man med rette tale om, at det ikke er størrelsen men gørelsen – lukker den et stort hul i den pædagogiske (og relativt lettilgængelige) litteratur om et af pædagogens grundlæggende vilkår, som pædagoger gang på gang bumler hovedkulds ind i: det vanskelige ved at bruge teori i praksis.
Her er for såvel pædagoger som pædagogstuderende meget at hente, så hovedstød og frustrationer over praksis langsomt kan lindres og vendes til en lyst til at gå til praksis og teori på en ny måde med alle de forklaringer og anskuelser, man får med sig gennem læsning af TEORI I PRAKSIS.
Det er en længe ventet bog … og den er meget mere end ventetiden værd.

Inden jeg åbnede bogen, havde jeg den der bare-den-lykkes-bare-den-lykkes fornemmelse i maven. Jeg forestillede mig, at hvis den var lykkedes, var min lykke gjort.
Og den er lykkedes, og min lykke er gjort.
Tak.
Jeg er en meget gladere pædagogstuderende nu.

Jeg vil ønske at alle mine kommende kolleger læser denne bog.