Anders Matthesen er bl.a. kendt som komiker, skuespiller og musiker. Han har tidligere bevist, at han om nogen kan jonglere med sproget, strække det og finde helt nye interessante sprækker. Det store spørgsmål er så, om det lykkedes ham at overføre disse talenter i hans nye børnebog Ternet Ninja? Det korte svar er et rungende JA.


Selve historien er relativ simpel. Kompositionen og plottet ligner på mange måder andre ungdomsbøger: 13-årige Aske har en belastende papfar og papstorebror, han er forelsket i en pige fra 8. klasse og samtidig er der også Glenn, der hele tiden vil tæske ham. Der er med andre ord nok at se til. Men gennem sin Onkel Stewart får han fingrene i en helt speciel legetøjsninja. Den har evner, der hjælper ham igennem udfordringer og den trækker på gamle japanske dyder om, at retfærdigheden skal ske fyldest.


Man må tage hatten af for Matthesen, for han formår ikke bare at skrive et sjovt univers og karakterer frem, han er også original i den måde, han fornyer og leger med sproget på. Tempoet er højt med korte sætninger, og man fornemmer en tankestrøm, der former sig til punch line-sætninger. Matthesen er ikke bange for at inddrage hverdagserfaringer fra pop-kulturen, fx når Aske overvejer at skrive et brev til den pige, han er forelsket i, og overvejer at bruge ordet ”søde”, men dropper det, fordi det er ”måske lige Joe & The Juice-agtigt nok”. Og at skrive "Hey” er: "Lige frisk nok. Joe & The Juice igen: "Så er der en Skinny Latte til Jess!?" Det kunne være, Aske skulle få sig en hat og søge arbejde."


Som læser fornemmer man, at det er sproget, der bestemmer og har formet meget af historien. Og det er en fornøjelse at følge, fordi man ikke fornemmer, at historien følger en bestemt skabelon, men lader sig drive frem af indskydelser, her ser Aske fx en fugl i haven: "Der sad en mindre fugl udenfor nu. En mussevit? Eller en rødslæde? Aske vidste hat om fugle."


Dialogen mestrer Matthesen også. Den er naturligvis ofte morsom, men vigtigst af alt; den er levende, realistisk og flydende. Og det er vanskeligt at udføre i praksis, og efterlader mange forfattere gråhårede. Men den del mestrer Matthesen også. Her fx et uddrag fra en dialog mellem Onkel Stewart og hans ven Leif, der begge er på vej hjem fra Thailand. Leif vil høre, om Onkel Stewart har en gave med til Aske, der er Stewarts nevø:


"Arh. Der gik sgu lidt gøg og gokke i den derude. Jeg fik ikke rigtig tid. Måske kan jeg nå at finde noget på lørdag, inden de lukker. Du har også stiklinger ikke?


"Jo, to piger dog, og de er 16 og 19."


Stewart slikkede sig om munden. "Så du ved ikke noget om, hvad sådan en knægt ønsker sig?"


"Hvor gammel bliver han?"


"Puha, er det Jeopardy det her? – En 12-15 stykker vil jeg tro. Han går i hvert fald i skole."


Målgruppen for bogen er større børn fra ca. 10 år og op. Den kan også bruges som højtlæsningsbog – især hvis man holder af at give den gas med forskellige stemmer. Det kan der komme en del fnis, gnæk og højtlydte latteranfald ud af.