Det er en sød og følsom historie med både humor og gru. Pernille Lykkegårds akvareller har også begge dele. Nogle af illustrationerne giver en fantastisk dimension til teksten, f.eks. når Tiberius Tudefjæs løber gennem køkkenet for at redde fugleungen. På tegningen kløver han en liter mælk med sit hævede sværd. Hverken sværd eller mælk finder vi i teksten. Fugleungens tårer har heller ikke hold i hverken teksten eller den reale virkelighed. Det samme gælder hundens tårer ved begravelsen. I illustrationerne fungerer det virkeligt godt.

Der er emner, man skal formidle med særlig forsigtighed, og det sker i Tiberius Tudefjæs siger farvel. Først og fremmest naturligvis selve døden. Men også den kendsgerning, at selv de bedste intentioner ikke kan redde alle situationer i dette tilfælde heller ikke en fugleunge. At trøsten kommer gennem handlinger: Begravelsen, fars oplæsning fra Bibelen, afsyngningen af Altid frejdigt når du flyver og i særlig grad de mange, mange historier, som Tiberius sammen med sin far og Lille Jeppe husker fra årets smukkeste søndag.

Et øjeblik vil Tiberius Tudefjæs ønske, at han aldrig havde fundet fugleungen, for så havde han været sparet for tabet. Far minder ham om, at det er i orden at være ked af det, når man har mistet. Og Tiberius konkluderer, at hvis han ikke havde fundet fugleungen, havde jeg jo aldrig kendt noget, der var så blødt og fint som hende.

Tiberius Tudefjæs siger farvel kan bruges til at præsentere børn for den barske virkelighed, at fugleunger (og andre) ikke lever evigt. Den kan og må suppleres af andre bøger om de samme emner, men det er trygt at læse om døden, når man i forvejen kender serien og dermed er fortrolig med bogens karakterer og miljø.