Tea Thyrre Sørensen bringer den komplekse og vigtige teori om tilknytningsbaseret samarbejde frem i et inviterende og tilgængeligt sprog. Bogen igennem guides den fagprofessionelle til at reflektere det læste og omsætte til egen praksis gennem små øvelser, som følger hvert enkelt kapitel.

I en tid, hvor kvaliteten i dagtilbuddet er under pres, hvilket bl.a. inklusion som Dagtilbud for alle udskældes for, vil samarbejdet mellem fagprofessionelle og forældre både være essentielt afgørende og lige komplekst. For hvordan finder man ind i den gode dialog med det konkrete forældrepar? Hvilke redskaber kan hjælpe, hvor intentioner blev misforstået?

Pointen i bogen er, at ligesom alle børn og medarbejdere er unikke med deres egen tilknytningsstil, som påvirker deres tanker, handlinger og reaktioner, så har forældrene præcis det samme grundlæggende fundament. Forstår eller interesserer den fagprofessionelle sig for dette fundament - både sit egen og den forælders man står overfor - kan man anvende det analytisk og sikre en mere tilpasset og anerkendende dialog, der reelt sætter barnet i centrum præcis som formuleret i formålet i Dagtilbudsloven. På denne måde styrkes netop barnets læring, udvikling og trivsel.

Men hvordan bliver man bevidst om sit eget nervesystem, som den professionelles egen tilknytningsstil rummer? Det giver bogen en grundlæggende forståelse for, så mødet mellem parterne igangsættes, forstås og forbedres. Med loyal støtte fra mentalisering og neuropsykologisk relationspædagogik formidles et fagligt relevant og understøttende ståsted for pædagogen.

Praksiseksempler formidler, hvordan bogens teoretiske begreber lever, når de anvendes. Det gør bogens budskaber mulige at tage på sig; fx arbejdede jeg med en af øvelserne den sorte boks på en videreuddannelse, jeg pt. afvikler i Inklusion og Pædagogens handlerum. Den gav megen refleksion for deltagerne.

Lone tænker over situationen med Frederiks mor. Hendes første reaktion var, at Frederiks mor er egoistisk. Men efter lidt tid får hendes omsorgsfulde jeg overtaget i de indre dialoger og refleksioner, hun har. Hun begynder at få øje på, hvordan hun med sin egen adfærd fik parkeret Frederiks mor fuldstændigt. Lone tager fat i Frederiks mor og åbner metadialogen.

Fortællinger som disse trækker blidt og insisterende ind i bogens teoriramme, hvor forståelse for sig selv giver mulighed for forståelsen for den Anden hin Anden.

Bogen tematiserer et overset og utrolig afgørende emne samt igen politisk udpeget område i sikringen af kvalitet i danske dagtilbud nemlig forældrene. Det handler om børn og hverdagsliv, og samarbejdet er nøglen. De fagprofessionelle må bruge deres faglighed ind i det afgørende forældresamarbejde i endnu højere grad for at sikre kvaliteten. Derfor er det også til stadighed et potent område med anledning til konflikter. Jeg kan høre, at tiden i hverdagen er så knap, at alle ønsker at bruge tiden med og til børnene, hvorfor at lysten til samarbejdet udfordres, hvis det ikke bare fungerer. Derfor ved jeg, at bogen vil glæde og gavne. Det kræver dog mod til at prioritere mødetiden, som i forvejen både synes og er knap, hvis bogens afgørende refleksioner skal høstes. Jeg tænker, pædagoger og ledere kunne dagsordensætte bogen og sammen insistere på, at dette er en stærk vej ind i at blive og forblive professionel.