Dette er en bog om mangfoldighed. Det er en bog om Tilly med den gode, trygge barndom. Gennem sine kammerater og deres familier får hun øjnene op for, at verden er større end som så. At nogle mennesker lever på helt andre måder. At alle ikke kan det samme som hendes familie kan. ”Man kan jo være god til så meget andet,” som Tage med den depressive mor udtrykker det.


Emma Adbåges stemningsfulde illustrationer viser nedslag i Tillys hverdag. Hun spiser pærer med Tage på sofaen. Hun besøger kammerater. Hun går til svømning. Hun går i børnehave. Hun passerer den hjemløse til og fra børnehaven.


Alle disse situationer skaber refleksion hos Tilly. Om den hjemløse hedder det f.eks. "Når Tilly er på udflugt med børnehaven, sidder de på siddeunderlag. (…) Manden sidder på en avis." Teksten gør ikke noget drama ud af mangfoldigheden. Den afdæmpede tone er meget flot i Kina Bodenhoffs oversættelse.


Det er primært kammeraternes forældre, som giver anledning til de forskelle, Tilly oplever. ”Og hvis Tilly for eksempel spørger Boris: Kan din mor eller far ikke pakke dine badeting for dig? så svarer Boris, at det kan de ikke. Har de ikke læst sedlen? spørger Tilly. Tilly som troede, at alle voksne læste sedler.”


Forældrene er forskellige i den måde, de opfatter børn og barndom på. De er også forskellige i den måde, de bor på. Freddie viser i en kontrast til Tillys mere traditionelt indrettede hjem. Han bor i et kollektiv uden sit eget værelse. "Tilly som troede, at en familie havde en begyndelse og en slutning. Måske som en ring. Men Freddies familie er mere som en tot græs. Freddie siger, at Tilly hører til familien. Det tror Tilly egentlig ikke, at hun gør, men det er en rar fornemmelse at høre til."


Der er ingen løftede pegefingre. Der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert. Der er bare Tilly og læseren, som bliver klogere og klogere på verden.