Forfatteren Lise Bidstrup og illustratoren Birde Poulsen har været på rejse til Afrika for at researche. Der hørte de om Tokolosh, som er et magisk væsen med stor magt. Det kender Sofie ikke noget til, da hun i anslaget tænker over, at alt havde været så anderledes. Den trykkende varme. De mange mennesker. Kun sorte. Ingen hvide. Gad vide, om det var sådan at være fremmed i Danmark. At man følte sig ved siden af på grund af sin hudfarve?

Som det ses, er der ikke meget politisk korrekthed i Tokolosh. I lufthavnen er der et par dovne medarbejdere () en anden tullede rundt med en kost, der skubbede skidtet omkring til nogle andre hjørner, og damen ved skranken sad og læste i et magasin.

I denne mærkværdige verden lokkes Sofie væk fra lejren om natten og møder en leopard, som ændrer hendes liv. Hun jagtes af krybskytter og jagter selv den mærkelige Tokolosh, som skal ophæve forbandelsen over hende. Imens forsøger hun at gøre sin far så rolig, at han ikke sætter hende på et fly hjem, hvad han hurtigt får lyst til. Han deler nemlig ikke fascinationen af det vilde og farefulde i hvert fald ikke, når hans datter udsættes for fare.

Sofie får hjælp til at opfylde sin mission. Hun kan tale med dyrene, hun møder. Hun lærer at styre sine forvandlinger, så de kan vendes til en styrke. Og dyrene hjælper hende også, nogle af dem er selv forvandlet af Tokolosh.

På den anden banehalvdel er krybskytterne og den mystiske Dingi Robinson. Far er ganske vist på Sofies hold, men han har en anden opfattelse af det spil, de spiller. Han kender ikke modstandernes rækkevidde og vil undgå fare. Sofie derimod indser, at hun må gå i direkte konfrontation med Tokolosh, hvis hun skal vinde.

Det lykkes naturligvis, og gennem flere forvandlinger trænger Sofie sin fjende tilbage. Både handlingen og sproget minder her om Mio, min Mio, hvor Mio bekæmper ridder Kato. Tokolosh er ikke som sin Astrid Lindgrenske slægtning udstyret med en jernklo, til gengæld har han en kæmpe tissemand, som dog ikke kommer ham til hjælp! På en eller anden måde havde han fået fat i en gren, som han slog løven [Sofie i forvandling, red.] over snuden med. Smerten jog gennem hele kroppen, og Sofie slap sit greb. Tokolosh var udmattet af hendes angreb i dyreskikkelse. Nu var det menneskets tur. Kun et menneske kunne dræbe Tokolosh. I samme bevægelse, som hun skiftede skikkelse, slyngede hun sin hånd fremad mod Tokolosh brystkasse. Forvandlingen til menneske var fuldført, da hendes hånd brød gennem hans papirtynde hud lige ved solar plexus. Han kiggede op med et forvirret blik () I det samme var det, som om Tokolosh faldt fra hinanden. Den krop, der var blevet holdt i live af sangomaens sorte magi, gik i tusinde stykker, der, da de ramte jorden, blev til en fint, rødligt pulver.

Citatet viser det smukke sprog, som Tokolosh er skrevet i. Det viser ikke de fine og udtrykfulde tegninger, som følger med, rundhåndet strøet ud over kapitlerne i et antal på ca. 50. Og så antyder det, at sproget også kan være vanskeligt af og til. Jeg lærte et par nye ord undervejs, og børn vil blive beriget med ord som bl.a. game drive, safarijeepen, overraskelsesangreb, krybskytter og rangerne. Desuden er der nok nogle af dyrenavnene, som lige kræver et opslag på nettet. Det er en fin anledning til at åbne en verden for læseren: Den afrikanske verden, som den er beskrevet her.

Tokolosh er fortalt gennem Sofies oplevelser, men et sted ændrer fortællestemmen sig, fordi Sofie forvandler sig til en flue og derfor får et andet perspektiv. Det er en lille detalje, som bryder fortællingen og forstyrrer tilpas.

I øvrigt finder Sofie naturligvis sin mor til sidst. Det skal være en overraskelse for barnet, men enkelte af dem gætter det måske undervejs.