Elmers far hedder Torben. På en god dag. Og Elmer ”går med til det meste”, for at Torben ikke skal blive til torden, for så må Elmer flygte ud af huset og op i træ. En dag bliver det nok for mor, så hun og Elmer flytter fra både Torben og torden.

Det er historien om, at børn nogle gange må flygte ind i en fantasiverden for at kunne holde realverden ud eller holde den ude. For Elmer er træet den rumraket, han kan søge tilflugt i. Så går der noget tid, og far kommer ud og hjælper med at slå søm i. Bare ikke denne gang. Læseren ser mørket sænke sig over Elmer, og kaffekanden er næsten usynlig og Elmer kan ikke mærke sine tæer (...) Natten er sort som hans kappe, og der er alt, alt for meget, at være bange for.

Mange børn vil have brug for en formidling af Tordenhuset, for det meste står mellem linjerne, og billederne afslører ikke mere end teksten. Emnet om vold i familien eller anden mistrivsel skal børn heller ikke sidde alene med. Der skal være en voksen, som tager deres bekymringer og spørgsmål alvorligt.

Og det er lige det, som sker for Elmer. Hans mor pakker en rygsæk og kører dem til den by, som Elmer har kaldt Saturn i sin fantasiverden. Nu hedder det Stjernevænget, og nu er mor den voksne, som står ved hans side. På de første opslag ses mor kun som en arm, der serverer sildemadder eller holder en afværgende hånd op mod far. På det sidste opslag holder mors hånd fat i Elmers, mens de skuer ud over universet fra altanen. Derfra kan de også se fremtiden, som ganske vist varsler regn, men som hverken på det konkrete eller symbolske plan giver plads til torden.

Tordenhuset viser, at der er håb, også for børn som Elmer. Men den viser også, at der skal en handlekraftig voksen til for at skabe forandring.

Skønlitteratur
Jensen & Dalgaard
Mette Vedsø
Signe Kjær
32
Bjarne W. Andresen
24. marts 2020

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev