Vi har sunget om sorrig og glæde, der vandrer sammen i snart 350 år, og mon ikke mistrivsel er endnu ældre end Kingo, men det synes på samfundsdebatten for tiden som om, at nu er det da rent galt med de unges trivsel. Mange foreslår enkle løsninger om mobilbrug, idræt, kortere skoledag (andre foreslår heldagsskole) og ikke mindst psykologhjælp. Nogle gange forekommer debatten som alarmisme, og alle unge skæres over en kam. Qvortrup og Wistoft præsenterer i denne bog en mere nuanceret analyse af de komplekse dynamikker, der præger trivsel og mistrivsel, og de formår at kombinere teoretiske perspektiver med en del praktiske eksempler. Bogens styrker er måske dens evne til at inddrage stemmer fra både elever og lærere, hvilket giver læseren en bredere forståelse af, hvordan forskellige aktører oplever og navigerer i trivslens landskab.

Bogen er delt op i flere afdelinger, hvor hver del belyser forskellige sider af trivsel. Qvortrup og Wistoft diskuterer ikke blot de individuelle faktorer, der påvirker elevers trivsel, men også de organisatoriske og samfundsmæssige, der spiller en afgørende rolle. Dette holistiske perspektiv gør det muligt at forstå, hvordan trivsel og mistrivsel ikke blot er et resultat af personlige forhold, men også dybt forankret i den institutionelle sammenhæng.

Kritikken i bogen er også værd at bemærke. Qvortrup og Wistoft stiller skarpt på de strukturelle udfordringer i skolesystemet, herunder stress, præstationspres og de stigende krav til eleverne. Deres analyse af, hvordan disse faktorer bidrager til mistrivsel, giver en vigtig indsigt, som ofte overses i debatten om skolernes udfordringer.

Alt i alt er Trivsel og Mistrivsel en vigtig og relevant bog, der skaber en dybere forståelse af trivsel i uddannelsessystemet. Som undertitlen antyder, så advarer den imod den offergørelse af de unge, som nogle forfattere har afstedkommet. En forsker skriver en artikel/bog om et bekymrende fænomen, en journalist tager tråden op, strammer overskriften lidt rigeligt, de andre journalister løber som lemminger i samme retning, og snart efter er der politikere, som foreslår drastiske tiltag. Jo, der er unge der mistrives, men når problemerne generaliseres og overdrives, skabes et politisk panikmiljø, hvor ressourcerne smøres tyndt ud over alle unge, i stedet for at blive sat ind dér hvor de er nødvendige.