"Skal jeg undvære alt det sjove bare på grund af mine tarvelige klassekammerater? Det er altså dem, der bestemmer, hvad jeg skal lave i mit liv? Alle tiders! Jeg skal måske også bede dem om at vælge, hvad jeg skal lave hele sommerferien? Eller hvad jeg skal være, når jeg bliver stor?"


Juni vil meget gerne spille på tværfløjte men tør ikke, fordi de ondskabsfulde klassekammerater, Bella og Josefine, måske vil chikanere hende, hvis hun gør det. Og hvem skal være luciabrud?


TVÆRFLØJTEKRISEN sætter fingeren på det intrigante spil mellem førpubertære piger, som alle klasser tilsyneladende rummer. På trods af velvillige og hjælpsomme lærere og forældre, som dog, når det store slag skal slås, kun kan stå på sidelinjen, se slagene blive udkæmpet og tælle de døde…


Heldigvis har Juni vennerne Isa og Jonah. Sidstnævnte lærer hende at lege en regnorme-i-ansigtet-leg, som Josefine og Bella finder ækel, men som Juni finder sjovere end pigelege, der altid handler om ikke at blive beskidt. For som hun konkluderer: "Jeg synes i hvert fald, at det er sjovere at være med i en regnormekonkurrence (selv om Jonah vandt) end at gå rundt og passe på ikke at blive beskidt og sidde i et (rent) hjørne og klappe sit Petshop-krammedyr, så er det sagt!"


Bella er veninde med Josefine, der støber de fleste kugler til intrigerne, men Bella er også tidligere veninde med Juni, hvilket gør intrigerne endnu mere ubærlige: ”Bliver man helt forandret, bare fordi man får en bedsteveninde? Og bliver man automatisk fuldstændig ens?”

Juni er en ualmindelig reflekteret otte-årig, og selvom slutningen ikke skal afsløres her, tager hun kampen op på sin egen måde.


TVÆRFLØJTEKRISEN sætter ord på de konflikter og frustrationer, snart sagt alle førpubetære piger har oplevet, og de enkelte situationer er skarpt, realistisk og grumt tegnet. Josefine har magt, fordi de andre er bange for hende, og hun bruger den og kammeraterne skruppelløst.


Fordi situationerne ses gennem Junis – den forurettedes – øjne, får vi aldrig Josefine – den forurettendes – udlægning. Det kunne ellers have været spændende, ikke mindst fordi mange af dem fremstår besynderlige og uforklarlige i deres ondskab. Det kan selvfølgelig være en pointe i sig selv, men et forsøg på en mulig forklaring kunne have været interessant? Ikke mindst fordi vi vel alle – i hvert fald officielt – kun kan være enige med Juni og hendes udlægning af verden.

Josefine har med garanti nogle – anderledes - kvaler, og kunne de ikke være spændende at afdække?


Som bogen er nu, er den fin, men noget ufarlig, fordi man som læser bogen igennem kun kan nikke og bifalde. Lidt ensidigt og set før…


Bogen er oversat fra svensk af Kina Bodenhoff, og det mærkes intet sted at originalsproget ikke er dansk. Fordi fortælleren er en otte-årig pige er sproget temmelig enkelt, men som før nævnt mange steder temmelig avanceret og reflekteret af en otte-årig at være, så aldersgruppen på 7-9 år kan sagtens udvides opad, ikke mindst fordi den type konflikter bogen beskriver, tiltager i alderen fra 10-12 – og vel egentlig aldrig stopper….