Lars Olsen har skrevet en debatbog med mange interessante oplysninger. Den tager livtag med opfattelsen af, at Folkeskolen er gymnasieforberedende, og at gymnasiet er universitetsforberedende. For hvad med de mange, som ikke følger denne vej? Derfor er uddannelsessystemet nødt til at søge inspiration andre steder. Det er især erhvervslivet, håndværkerne og erhvervsskolerne, der leverer inspirationen til UDDANNELSE FOR DE MANGE.


Det er svært at skrive om en debatbog, uden at gå i kødet på nogle af argumenterne. Derfor skammer jeg mig heller ikke over at pege på et par alvorlige mangler set med pædagogens øjne: Først og fremmest ved vi, at dannelse og læring begynder længe før skolealderen. Dernæst undrer det, at pædagogers praksis ikke inddrages, når den nu kan bidrage med væsentlige elementer: at gøre tingene på mange forskellige måder, at bruge barnets egen motivation, at arbejde konkret, at tage udgangspunkt i et problem og at ende med et produkt. Bare for at nævne nogle eksempler. I kapitlet ”Når Rifbjerg er en fremmed gæst” nævnes vuggestuer og børnehaver som den første af tre af de vigtigste udfordringer for børnepasning og uddannelse. Det hedder sig, at ”en tidlig indsats – allerede i vuggestuer og børnehaver – kan gøre en stor forskel.” UDDANNELSE FOR DE MANGE vender bare aldrig tilbage til emnet.


Lars Olsen har hentet inspiration på en lang række skoler, han har besøgt. Her har gode mennesker tænkt nyt og skabt plads for de børn og unge, som i mere almindelige skoler ville få prædikaterne skoletrætte, utilpassede eller måske ligefrem dumme. Det er skoler, hvor man arbejder med praktisk arbejde. Hvor man lægger vægt ikke bare på de traditionelle boglige discipliner men også anerkender andre kompetencer. Der er ingen tvivl om, at der er meget vigtigt at hente hér.


Først side 170 berøres pædagogers hverdag. Det sker i efterskriftet med en konstatering af, at alt for få skoler har haft mulighed for at slå skoletid sammen med fritidshjemstiden. Sådan kaldes det, som må være at slå undervisningstid og SFO-tid sammen. ”Resultaterne er ellers rigtigt gode, og vi vil sætte et stort forsøg med 100 helhedsskoler i gang og dermed give de bedste rammer for en virkelighedsnær undervisning, der for eksempel også kan inddrage det lokale erhvervsliv og idrætsforeninger.” Hvor er pædagogikken henne i det her? Og pædagogerne?


Jeg kan håbe, at UDDANNELSE FOR DE MANGE læses og diskuteres af mange pædagoger. At den provokerer tilstrækkeligt til, at pædagoger blander sig i debatten. Lars Olsen er nemlig ikke alene om at overse det bidrag, de kan yde, når uddannelse fremover skal ramme bredere, så målet om flere unge med en uddannelse kan nås.


Et længere politisk efterord er skrevet af Christine Antorini og Nanna Westerby, som var uddannelsesordførere for hhv. Socialdemokraterne og SF, da bogen udkom. Få uger efter var Christine Antorini børne- og undervisningsminister. Det må være noget af et scoop for Gyldendal, og efterordet har ændret karakter. Efterordet går fra at være et af oppositionens indlæg i valgkampen til at kunne ses som en ny regerings visioner. Det bliver spændende at følge, hvordan disse visioner får liv. Gerne med pædagoger som fødselshjælpere.