Det er et album af helt absurd høj kvalitet. Mange af siderne bærer præg af tegnernes forgudelse(!) af de oprindelige skabere af det valhallaske univers, og det er resultatet ikke blevet ringere af. Thor, Loke, Freja og alle de andre er så karakteristiske i Peter Madsens udgave, at blot nogle få lighedspunkter hos de nye udgaver er nok til at identificere dem.

Andre tegnere har valgt en noget mere fri fortolkning, som bringer afveksling til albummet. Flemming Andersen leger fx med ideen om, at Loke (naturligvis Loke!) har forvandlet alle guder til ænder med hjælp fra et magisk transformationsbræt, han har fået af en jætte.

Nogle af bidragene kredser om alternative fortællinger om, hvordan ideen til Valhalla opstod. De første tegnede striber i Valhalla i nye hænder er lavet af Madsen og Kure selv og fortæller, at Madsens blyant er forhekset af Thor og har fået sine overjordiske evner fra tordengudens hammer. I Lars Jakobsens udgave nogle sider senere kommer den etårige Peter Madsen på en tidsrejse og får der ideen til sine senere streger.

Andre af siderne fortæller, hvad guderne foretager sig i det 21. århundrede, hvor menneskene har mistet troen på de gamle myter. Der er velmente stikpiller til managementindustrien, som prøver at give svaret på, hvordan guderne kommer tilbage på banen. I Niels Rolands udgave svarer guderne igen på mediestrategens forslag om nyt outfit til guderne med at servere hende for Fenrisulven.

Ole Comoll tillader sig blasfemisk at påstå, at Thor bærer skyld for temperaturstigningerne. Måns Gahrton ironiserer over gudernes (manglende) mulighed for at bosætte sig i EU, hvis de kom hertil i dag. Thor kan ikke finde ud af kontantløse butikker og bindingsperioder på mobilen. Han prøver at løse alle problemer med hammeren, og det tiltaler en gruppe borgere, som under paroler som Gør Norden stort igen vil have Thor for præsident.

Og endelig er der de bidragsydere, som har valgt at følge op på Valhallas femtende og sidste bind, Vølvens syner ved at lade danernes tro på Loke væve sig ind i deres tro på Jesus. Måske er det endda Loke, vi ser på den store Jellingsten (og dermed i de danske pas), sådan som Karsten Mungo Madsen udlægger det? Og er Julemanden og nisserne den nye tilværelse, guderne fik, efter at kristendommen havde forjaget dem fra Valhal, sådan som Bjørk Matias Friis fortæller det?

Det er ikke tegneserie, det hele. Jussi Adler-Olsen, Carsten Søndergaard, Pia Christensen, Eva Stenby Carlsen og Erling Stenby giver på de første fire sider deres erindringer om den tid, hvor Valhalla opstod. Der er en Valhalla-quiz, hvor læseren kan sætte sin viden på prøve. Der er spørgsmål til begyndere, øvede og specialister.

Valhalla i nye hænder er naturligvis primært lavet til de mange, som kender Valhalla-universet fra tegneserier, tegnefilm og nu også spillefilmen, som har premiere i jubilæumsåret. Men man kan også få både grin og lidt gru som ny læser. Albummet er en kavalkade over tegne- og fortællestile, som kan inspirere andre til at (gen)fortælle deres yndlingshistorier.