Når man lukker øjnene i et helt mørkt rum, er mørket ikke sort. Det kan vores hjerne nemlig ikke helt forstå. Derfor supplerer den med visuel støj, nogle svagt lysende og sitrende prikker.

Præcis sådan ser Akiko Miyakoshis mørke ud i Vejen hjem i natten. De smukke og stemningsfulde illustrationer bærer i høj grad historien. Teksten er enkel og næsten sparsom. Den inviterer til, at man læser langsomt og fordyber sig illustrationerne, der breder sig ud over bogens sider.

Bogen handler om den lille kanin, som halvt sovende bliver båret af sin mor og far hjem ad natteøde gader. Gennem vinduerne ser man, med kaninbarnets øjne, glimt af andres liv. Det er væsner, som slapper af, læser, laver mad, fester, børster tænder og meget andet.

Væsnerne, der befolker bogen, har menneskekroppe og dyrehoveder. Det understreger diskret fortællingens drømmeagtige atmosfære, og man aner, hvordan kaninbarnet glider ind og ud af søvnen.

En dejlig, behagelig og god bog, Den hyggeligste bog jeg har hørt og Den minder mig om, når jeg er træt, og min far bærer mig ud i ladcyklen, og vi cykler hjem, siger mine unge medanmeldere om bogen.

Efter jeg havde læst bogen første gang, var det helt stille i børnehaveklassen. Helt stille indtil et af børnene gabte. Så kan man vist ikke ønske sig mere af en japansk godnathistorie.

Vejen hjem i natten er skrevet og illustreret af den prisvindende Akiko Miyakoshi. Det er hendes første billedbog på dansk. Jeg glæder mig allerede til de næste udgivelser - for hvad kunne være mere oplagt end at udgive hendes øvrige billedbøger?