Vennerne er i Søren Brun-størrelse og -streg i den lille lave bog. Opslået bliver formatet én lang hvid bane, og her kommer Ole fløjtende med en blyant og slår en streg. Straks kommer vennerne og fylder hele det brede format med en kø af spørgsmål. Er det et hus? En båd? De 6 venner, med og uden haler, rummer både en kloge Åge, en bangebuks og en skeptiker, og det giver anledning til mange vinkler på Oles kunst. Petrine er hende, der får afklaret spørgsmålene. Hun går simpelthen ind i huset, med rækken af venner bag sig. Det er jo meget større indvendigt, end man skulle tro, og faktisk ikke særlig pænt er vurderingen, men altså, Ole har jo kun tegnet det udefra!

Derinde er der også en dør. Den fører ind til et meget mystisk og langsomt spejlkabinet og endnu en dør. Bag den findes forrummet til det forfærdelige monster. Det kan noget, det monster. Man skal være meget opmærksom på, hvad det æder i forbifarten, selvom man ikke har mødt det endnu.

Monstret vokser i takt med huset. Det gør panikken også. Skynd dig Ole! Tegn en dør. Ole tegner med rystende hånd en dør, der bliver så skæv, at den ikke kan åbnes. Så tegn dog et hul i stedet for! Petrine er bare et handlingens menneske, og vennerne undslipper i sidste sekund. Men skriget i bangebuksens hals får endelig frit løb, og Ole lægger til, at nu gider han ikke mere brok fra vennerne han skulle have tegnet en heks til dem! Og så går de hver til sit.

Men sikke da en oplevelse at komme ind i det hus. Mit gæt er at vennerne snart drager på nye eventyr, på trods af deres mange forskelligheder.