OPTAKT TIL ET BACHELOR- ELLER DIPLOMPROJEKT

Viden om viden og refleksivitet er en let bearbejdet gengivelse af den franske sociolog Pierre Bourdieus (1930-2002) afskedsforelæsninger på Collège de France 2000-2001.

Bogen er en metarefleksion over videnskaben med vægten på et sociologisk perspektiv. Lad mig starte med at sige; den er tung læsning, idet den fordrer noget kendskab til både sociologien og til videnskabelige metoder. Den er samtidig også et spændende input i forhold til refleksioner over videnskabsteoretisk tænkning og til faget videnskabsteori også indenfor de sociale videnskaber; hvilke kan siges at omfatte pædagogikken. Den supplerer fint Bourdieus tidligere bog Refleksiv sociologi, der lægger vægten på den refleksive sociologiske metode.

Det er Bourdieus egne sociologiske grundbegreber, han anvender i sin analyse af videnskaben. Særligt felt, kapital og habitus er de begreber, der danner en matrice, som sætter hans analyse op. Begreberne forklares let i indledningen.
Henning Silberbrandt har skrevet en indledning, der meget fint opsummerer bogen og som sætter indholdet ind i en dansk kontekst. Indledningen er samtidig en stille hyldest til Bourdieus arbejde og dermed indirekte til ham selv, tonen er elskværdig og lidt gemytlig.

Det er fint at indledningen på denne måde tager læseren lidt ved hånden, men det er ikke nok til at forstå indholdet; læseren må allerede have lidt kendskab til Bourdieus teoriunivers.

Det er meget givtig læsning, der netop sætter den refleksion i gang, som Bourdieu så ofte efterlyser.
Kritikken af den videnskabelighed, der ukritisk kopierer og fordrejer andres undersøgelser, resultater eller ideer, nærmest hagler ned over den videnskabelige verden. Bourdieu er før blevet kraftigt kritiseret for at nævne andre videnskabsfolk ved navn både i forelæsninger og i sine litterære værker. I denne forelæsning gør han ingen undtagelse, ligesom han også fremhæver nogle, som han er enig med og hvis undersøgelser han finder anvendelige.

Denne fremgangmåde er jeg egentlig uenig i, -sådan at offentligt kritisere andre
Han tager videnskaben alvorligt på en måde, som jeg, trods hårdheden i retorikken, finder meget konstruktiv. Bourdieu tog ikke hensyn til enkeltpersoner i sit arbejde for at skabe en syntese af de bedste sociologiske teorier, afdække sociale sammenhænge og dermed finde ind til en slags sandhed om det sociale.

I 1. afsnit diskuterer Bourdieu særligt den vision, som videnskaben holder frem for sig; at videnskab skulle kunne være objektiv. Dette argumenterer Bourdieu imod, da han ser den videnskabelige objektivitet som værende relativ, idet den er bundet til symbolsk eller videnskabelig kapital og til et videnskabeligt felt. At videnskaben eksisterer i felter betyder at de kampe, der også foregår heri kommer til at handle ligeså meget om videnskabsfolkenes egne og deres fags positioner, som om videnskabelige fremskridt. Den symbolske kapital hos forskerne kommer ligeledes til at positionere forskerne. Den videnskabelige verden er som andre felter underlagt både en egen doxi, en relativ social virkelighed og en indflydelse fra tilgrænsende felter, der i dag hindrer autonomien og dermed udviklingen af videnskaben. Bourdieu slår også her til lyd for at både sociologien og andre videnskabelige felter må være bevidste om behovet for at eksistere refleksivt og autonomt og uafhængigt af de økonomiske interessers indflydelse for at kunne fungere, i det mindste på egne præmisser.

Herefter tager Bourdieu fat om habitus hos forskeren. Forskerens habitus er oftest ikke medreflekteret i forskningen. Det at forskning er et håndværk, der ikke kan formidles teoretisk, men som man må oplæres i, får samtidig den betydning, at der altid eksisterer en tavs og implicit dimension i forskning. Videre siger han, at det er generative og transponérbare dispositioner, som er det egentlige og styrende princip for videnskabelige praksisformer. Dette er igen en kritik af forskerens objektivitet, men den er velunderbygget og virker logisk.

Det sidste afsnit indeholder videre refleksioner over forskerens position og opkomst og dermed indflydelsen på forskningsobjektet. Dette får Bourdieu til at eksponere sin egen sociale position og opkomst. En sådan bevidsthed om egen opkomst og sociale position mener Bourdieu er afgørende for at kunne reflektere over egne videnskabelige resultater og metoder.
Jeg er enig med Bourdieu i at vor egen forforståelse og egen sociale position bør bringes mere i spil i en bevidsthed om de normer, som styrer også vore videnskabelige interesser og analyser. Til dette er denne bog en fin inspiration.

Vi siger almindeligvis at pædagogen tilhører middelklassen og bærer de normer, som hører til denne samfundsposition. Videre, at det er pædagogens egne fordomme og sociale baggrund, der får betydning for hvilke temaer, som er af interesse for f.eks. projektskrivning på grunduddannelsen og videreuddannelserne. Disse sammenhænge er det nok værd at reflektere mere over, netop på baggrund af denne bog.