Når jeg i 1980erne hen imod slutningen af et semester listede rundt på seminariernes gange, hvor grupper af studerende sad i båse, hjørner og møbelgrupper og diskuterer den semesterafsluttende opgave de havde gang i, så var der en gennemgående sætning: Vi skal huske at få teori på! Som erfaren underviser efter læsning af utallige opgaver fik jeg af og til få et uafrysteligt billede af madkøen i et fængsel, hvor de indsatte står i kø med deres tallerken med kartofler og kød og nu skal de også have noget grønt på. Dette ubestemmelige grønne kan have lighed med stuvet spinat, når man er heldig. Klask! siger det, når det grønne slaskes op på tallerkenen. Slask! sagde det, når en opgave fik teori på. Var man heldig, havde teorien noget at gøre med resten af opgaven. Nogle gange havde den været styrende for perspektivet eller analysen, andre gange havde den belyst den indsamlede empiri på en kreativ og frugtbar måde. Men af og til var den en grøn klat af ubestemmelig herkomst og gold namedropping.

Når man så i de første år efter 2007 kommer rundt på gangene i perioden, hvor bachelorprojektet nærmede sig, så lød sukkene: og nu skal der også videnskabsteori på!. Ofte lød trøsten fra en medstuderende: Vi tegner da bare den der hermeneutiske cirkel og siger, vi har analyseret frem og tilbage fra forgrund til baggrund!

Hvor den pædagogstuderende i 1980erne af og til havde et nonchalant forhold til teori, var verden kommet videre. Nu gjaldt det metateorien. Sådan går verden fremad (ironi kan forekomme).

Der kan stadig opleves en vis metateoretisk usikkerhed hos bachelorstuderende. Især efter man har op- og nedtonet elementet i uddannelsen nogle gange siden bacheloruddannelsen fra 2007. Problemet er, at en del af de studerende ikke har et overblik over videnskabsteorien. De har fæstnet sig ved en, måske to, metateorier og ud fra en holdning om one size fits all klasker de den samme ufordøjelige klat ind i et videnskabsteoretisk opgaveafsnit. Det skaber en vis forståelse for de dele af censorformandskabet, der anbefaler videnskabsteori nedtonet. En sådan defaitistisk holdning anbefaler jeg ikke selv. Har undervisningen været mangelfuld? Litteraturen været for tåget og praksisfjern?

Så, vil man gøre noget ud af videnskabsteoridelen, så kan jeg da anbefale denne bog. Velstruktureret, starter i Platon og bruger ham slutningen, når fårene skal skilles fra bukkene i socialkonstruktivismen. Undervejs kommer den forbi positivisme i flere udgaver, fænomenologi, hermeneutik, de kritiske retninger.

Bogen er nok ikke aktuel for drøftelser i personalegrupper, og i slutningen af kandidatstudiet er den nok for generel, men på pædagoguddannelsen og i starten af master- og kandidatstudierne er den en overblikskabende bog, som er præcis og dog diskuterende.