Lise Barsøe er talskvinde for de vilde og de stille børn. Derfor har hun skrevet denne bog. Hun har en kærlighed til, forståelse for og anerkendelse af disse børn, som har det svært, er ulykkelige og som ofte reagerer på en måde, som de selv ubevidst ved er uhensigtsmæssig.


Lise Barsøes højeste ønske er, at denne bog kan være en hjælp til at få den store opgave til at lykkes lidt bedre: at hjælpe børn med at blive den bedste udgave af sig selv. Smukkere kan det ikke siges. Vi mærker Lise Barsøe i ordene. Bogen går ind under huden. Den giver anledning til eftertænksomhed og åbner op for en anden måde at håndtere de problemer, der er i forhold til arbejdet med de vilde og stille børn. Bogen er fyldt med mange eksempler, hvilket gør den letlæselig. Eksemplerne er sammenkoblet med teorien, uden at der er brugt mange fagudtryk.


De voksne må sørge for, at alle kommer til deres ret og får vist deres ressourcer og talenter. De skal gribe chancen, når den byder sig. Det kræver empatiske og tilstedeværende voksne. Lise Barsøe fortæller om en lille, stille pige, hun havde i sin klasse. Hun tog aldrig initiativ til at sige noget. En dag skete der noget helt specielt. Klassen skulle have et tema om stenarter. Silje havde en stor stensamling derhjemme, og hun begyndte at tale på eget initiativ. Hun ville gerne vise den for klassen, men kunne ikke selv have den med i skole. Det resulterer i, at Lise Barsøe hentede Silje hjemme. Silje fortalte om sine sten i 20 minutter, og de andre elever så både overraskede og interesserede ud. Lise Barsøe greb chancen på en utraditionel måde, og hun skriver, at hun sjældent har set noget så smukt. Det er et af eksemplerne på, at hun viser nogle af sine egne følelser i bogen.


Forfatteren giver en grundig beskrivelse af, hvad der kendetegner de vilde og de stille børn. F.eks. oplever de vilde børn en del situationer mere truende og andre mennesker mere fjendtlige, end de fleste andre børn gør, et tilfældigt skub fra et andet barn kan opfattes som et angreb. Disse børn har svært ved at styre deres impulser. I bogen er der et godt eksempel på, hvordan en pige lærte at styre sine impulser ved at klappe i hænderne i stedet for at være udadreagerende. Den metode hjalp hende så meget, at hun flere år senere videregav den til et andet barn! Social angst og generthed er noget, der kendetegner mange af de stille børn. Det hæmmer læring, hindrer positiv samspil med andre og giver en oplevelse af ikke at høre til. Barnet kan virke afvisende, bl.a. undgår det øjenkontakt. Alle mennesker har hver deres tolkning af livets begivenheder og deres egen virkelighedsopfattelse. De voksne må forstå, hvilken virkelighed hvert enkelt barn har og handle ud fra denne. Det kræver viden, empati, anerkendelse og tålmodighed. Forfatteren opfordrer os til at huske følgende udtryk: "Elsk mig mest, når jeg fortjener det mindst, for da trænger jeg mest til det."


Vi har brug for viden om, hvordan de sociale kompetencer udvikles, især når det ikke fungere så godt for et barn. Alle børn danner en form for tilknytningsadfærd. Dette ses tydeligst, når barnet føler sig truet eller utrygt og har behov for en omsorgsperson. Forfatteren kommer med en fremgangsmåde til at opbygge en tryg tilknytning. Ofte har de stille og vilde børn brug for at være tæt knyttet til en tryg voksen i deres institution.


Lise Barsøe skriver om vores betydning som rollemodeller for børnene, vores betydning som vejledere, og også om hvordan børnene skal opleve daginstitutionen som et trygt sted at være, og hun afslutter med historien om Mads, og hvordan det lykkedes at mindske hans udadreageren efter 3 måneder. Personalet var opgivende, usikre og irettesættende, de andre børn var bange for ham, der var ingen, der kunne lide ham. Nogle forældre talte om ham, mens han selv hørte på det. Forældrene var fortvivlede og vrede, De spekulerede på, om de skulle skifte børnehave. Mads var ulykkelig. Der blev lavet en kortlægning og en forpligtigende plan, som bl.a. bestod af målsætning, tiltag og evaluering.


Den viden, som bogen giver os, kan overføres direkte på dagligdagen i dagtilbuddene. Derfor er den vigtig og betydningsfuld i arbejdet med vilde og stille børn.