Med Viola og veninderne får børnehavebarnet en fortælling om Viola, som gerne vil lege med Siri. Venskabet er gensidigt, men Anna og Ida bryder alligevel ind i legen og bestemmer, så Viola gang på gang havner på et sidespor. Først da Viola siger fra ved at skubbe til Ida, træder pædagogen i karakter og får sat ord på de dårlige relationer, der er børnene imellem.


Det er helt almindelige børnehavelege, som Viola og veninderne leger: Dukkeleg, far-mor-og-børn og zoologisk have. Der er ingen opdeling i de gode og de onde, for en del af løsningen ligger netop i, at alle har ansvar og ingen har skyld. Derfor giver det også mening, at "veninderne" står i flertal i titlen. De fire børn, som er med i historien, vil jo (for det meste) gerne lege med alle de andre, det fungerer bare ikke altid så godt.


Detaljerne rammer plet: Dialogen børnene imellem er realistisk. Børnene må ikke have eget legetøj med i børnehaven, men det lykkes alligevel Anna at smugle en isbjørnebamse med ind, som kan tale, når man trykker den på maven. Når man er ked af det, er det rart at sidde med pædagogen forrest i bussen.


Viola og veninderne bliver aldrig en belærende bog med løftede pegefingre. Det er en smuk billedbog, hvor historien om hverdagssituationer formidles med et flydende sprog og dejlige, udtryksfulde og glade illustrationer, som alligevel har tilpas sørgmodighed over sig, når Viola f.eks. står i garderoben og betragter Anna og Ida, som går hjem sammen, fordi de fik en legeaftale. Dialogen fylder meget i teksten, for handlingen aflæses let af illustrationerne.


På sidste opslag er der forslag til dialogisk læsning og et link til www.friformobberi.dk.


Jeg er overbevist om, at børnene i børnehaven kan få meget ud af Viola og veninderne og at pædagoger kan bruge den som udgangspunkt for gode samtaler om, hvad venner er, hvordan man leger og om en leg altid er god for alle deltagende børn.