April 2003

VOKSENPÆDAGOGIK TIL EFTERTANKE
En rigtig god bog, hvis man ønsker at se og forstå voksenpædagogikkens væsen i en større ramme, eller er på udkig efter ny inspiration.
På forlaget Systime (Academic) er udkommet ”Voksenpædagogik” af Stig Eikaas, oversat og bearbejdet af Torbjørn Ydegaard.
Forfatterens udgangspunkt er, at et menneske ikke kan belyses fra en enkelt side, men bør ses fra alle sider,
”således at ”totaliteten” i læringsindholdet for den voksne kan blive varetaget”,
som det hedder i forlagets formulering.
Bogen når flot sine egne mål. Om at sikre læseren mulighed for at reflektere over – og danne sin egen holdning om – voksenpædagogiske spørgsmål. Tegningerne er langt fra smukke, men de fylder deres rolle ud, og visualiserer dele af teksten fint.
For at sikre den vigtige mulighed for identifikation byder den nye bog også på EKSEMPLER om arbejde med læring. Således gennem små fortællinger.
Målgruppen er defineret tidligt i bogen. Alligevel spurgte jeg undervejs mig selv: ”Er dette her egentlig et værk for den nye eller den garvede voksenpædagog?” Svaret er, at bogen er for alle, der arbejder med eller skal arbejde med voksenpædagogik. Dens måske mest væsentlige kvalitet er at vække til eftertanke. Ikke som en tv-avis af dommedags-slagsen hvor eftertanken er angst og gys. Men på en både opmuntrende og konstruktiv måde.

Jeg begynder ved begyndelsen, eller mere præcist: i forfatterens forord. Stig Eikaas skriver:
”(…) læring var noget, som primært måtte ske i et klasserum med en lærer, der var ansvarlig for, at eleverne i en hyggelig atmosfære trygt blev lodset gennem et pensum, på den måde som gav de bedste eksamensresultater. Omkring 1990 begyndte jeg at stille mig selv og andre, der organiserede læring for voksne følgende generelle og enkle spørgsmål: Er der væsentlige FORSKELLE (min udhævning) mellem børn og voksne i deres forudsætninger for at deltage i læringsarbejde? (…)”

Eikaas tænker på de konsekvenser, som den slags forskelle kunne få på voksenundervisningen.
Han forklarer, hvordan han – ved hjælp af en række forskellige størrelser – selv oplever voksenpædagogik: ”Et begreb, som for mig udgør et fundament med et sammensat fagligt indhold, der varetager de særlige behov de voksne har for at få organiseret deres læring på en anden måde, end når man organiserer læring for børn.”
Yep! Så er vi i gang. Eikaas vil især fortælle om de forskellige indgange til ”voksnes læring”. Dette på baggrund af erfaringer og relevant faglitteratur; tørre data og – herunder – egentlig forskning.

Undervejs i bogen præsenterer Eikaas 10 forskellige temaer indenfor voksenpædagogikkens område.
Tema 8 bør være meget relevant for JAGOOs brugere.
Overskriften er ”Analyse af pædagogisk virksomhed – fra observation til valg af handling”. Og i temaets undertitel taler forfatteren direkte til læseren: ”Kvaliteten i dine tilbagemeldinger er afhængig af din evne til observation”.
Temaet (side 119 til 121) når blandt andet omkring de væsentlige kilder til fejl i observations-arbejdet, og det er præsenteret skematisk og meget overbevisende.
Værkets skitser og figurer er også på de øvrige sider velfungerende og vedkommende. Tillige er der – løbende i bogen – opsummeringer af teorier og væsentlige personager i voksenpædagogikken.

Bogens svage side er sproget.
Eikaas skriver godt nok undervejs:
”Ønsker man at indtage rollen som voksenpædagog, bør man gøre sig nogle refleksioner i forhold til, om det sprog man bruger, genspejler det reelle indhold i det voksenpædagogiske arbejde.”
For eksempel er det bedre at sige ”den voksne deltager” end ”elever”, når det nu en gang er læring for voksne, der er i fokus. Klart nok.
Alligevel er det altså min oplevelse, at bogen på for mange steder er nærmest trættende: med dynger af unødvendige passivformer og verbalsubstantiver samt ditto lange sætninger. Syntetisk eller sammensat sprog og for få konkrete ord. Og dette kritikpunkt kan ikke skydes tilbage med, at sådan er det altså bare på et akademisk niveau. Denne anmelder – jeg – er selv akademiker og kender udmærket den akademiske sprogkode. Problemet med det nye værk er da også helt sædvanligt: at en indholdsmæssigt flot lærebog ikke er stærk i formidlingen.
Sat på spidsen er den eneste svaghed ved den nye pædagogik-bog, at den ikke er særlig pædagogisk. Det går godt på de første sider med ord og billeder som ”værktøjskasse”, ”stiksav” og ”rundsav”, men lige så stille aftager bevægelsen, afvekslingen og billederne i sproget. Snart oplever man sig selv som passiv tilskuer til bogstaverne, og ikke som en aktiv og billed-fremkaldende del af kommunikations-processen.

Men i alle andre henseender når Eikaas godt og vel i mål.

Bogen henvender sig blandt andet til ”Studerende på seminarier, universiteter og andre videregående uddannelser (…)”, fremgår det allerede på side 6. Heri er JAGOO mere end enig: ”Voksenpædagogik” anbefales som en rigtig god og bevidsthedsfremmende inspirationsbog om det emne, der har givet værket navn. Faktisk får man mere med sig, end det er sædvanligt på 156 sider.

Bagest i bogen er flere relevante og glimrende bilag, og der står mere om ”Voksenpædagogik” på www.systime.dk .

Poul Majgaard