Lev Vygotskij fortjener en fremtrædende plads i pædagogers bevidsthed. Der er uden tvivl et stort behov for en bog, som beskriver en praksis, som bygger på Vygotskijs teorier. Det magter VYGOTSKIJ I PRAKSIS kun delvist, og den bliver ikke en titel, jeg vil henvise til som "et godt sted at starte". Kan man allerede sin Vygotskij, er der ikke meget nyt at hente, men man kan lige blive mindet om nogle ting, som måske er gået tabt i den pædagogiske hverdag, man står i.


For nybegynderen er der en kort introduktion til Vygotskijs teorier og især hans begreber. Forfatteren pointerer, at det er en praktisk, enkel og indlysende teori. Den er socio-kulturel-historisk med sociale, formidlede og kreative elementer. Alt sammen begreber, som bliver forklaret, så læseren ikke tabes.


Man må selv oversætte elev til barn eller lærer til pædagog – eller omvendt – for der er både eksempler fra pædagogens og lærerens praksisfelt og begge professioner kan bruge dem. Det ser jeg ikke noget problem i, specielt ikke fordi der bliver gjort opmærksomt på det allerede tidligt i VYGOTSKIJ I PRAKSIS.


Der er nogle elementer i Vygotskijs teorier, som bliver gentaget adskillige gange i løbet af bogen. Et af de væsentligste er udviklingens almene lov: at der først kommer et socialt niveau, derefter et individuelt niveau. Først kan man noget sammen med andre, så kan man det alene. Det virker måske umiddelbart som en selvfølge, men glemmes ofte i pædagogisk praksis, især blandt de ældste børn.


Leif Strandberg tager udgangspunkt i et eksempel fra sin egen barndom, når han beskriver et vilkår i skolen: Den, der ved, er den, der spørger. Den, der ikke ved, er den, der svarer. Derfor er det snyd at få hjælp, også selv om man opsøger den selv. Det er ikke fint at tælle på fingrene, det er ikke ok at spørge sidemanden osv. I skolen kender børnene sjældent det (langsigtede) mål, læreren forfølger. Når man ikke ved, hvor man skal hen, er det svært at følge med. Man vil altid være bagefter (underforstået, at pædagogen eller læreren er den, der går foran). VYGOTSKIJ I PRAKSIS gør op med "forhåbninger fra voksnes side om, at vores børn vil gøre det, vi har gjort, tænke det, vi har tænkt, føle det, vi har følt, bygge det samfund, vi har bygget, og lære det, vi har lært. Det kunne måske fungere i det stabile bondesamfund, men i vores postmoderne tid stiger man i sandhed ikke ned i den samme flod to gange."


Igen og igen pointerer forfatteren, at det ikke er snyd at bruge hjælpemidler, det er at lære teknikker. Det er ikke bare ok at få hjælp fra andre børn; det bør anerkendes og fremmes. Det er en relevant pointe i en børnehverdag med stadigt mere udtalt fravær af nærvær af voksne.


Det måske kendteste begreb fra Vygotskijs hånd, Zonen for nærmeste udvikling (ZNU), er naturligvis også beskrevet. Desværre på alt for få sider i forhold til, hvor stor indflydelse denne tænkning har på pædagogisk praksis. Jeg kunne godt have ønsket flere praksiseksempler på, hvordan man arbejder med ZNU i daginstitutioner og skoler.


VYGOTSKIJ I PRAKSIS beskriver fire vidensformer (fakta, forståelse, færdighed og fortrolighed) som alternativ til Howard Gardners (nu) otte intelligenser. "Den eneste gode læring er den, der går forud for udvikling" er Vygotskij citeret for at have sagt. Citatet er så centralt, at det endda gentages (lettere omskrevet) med 14 siders mellemrum.


Legens betydning får også nogle ord med på vejen. Heldigvis. Det er et meget praksis-relateret afsnit. Begrebet pivot forklares ved et redskab, som hjælper barnet med at træde ind i den imaginære verden. En kæp kan symbolisere en hest. En stol kan symbolisere en bil. Senere kan et ord gøre det, endnu senere sker denne indtræden udelukkende ved tankens kraft. Endnu et Vygotskij-citat illustrerer legens betydning: "Leg skaber en zone for barnets nærmeste udvikling. Et barn i leg opfører sig altid på en måde, der rækker ud over dets gennemsnitsalder, ud over dets daglige adfærd; i legen er det, som om det var et hoved højere end sig selv."

 

VYGOTSKIJ I PRAKSIS rundes af med en fiktiv dialog om centrale begreber. Et klassisk kunstgreb kendt fra gamle græske skrifter. En slags FAQ på gamle flasker. På samme måde spørger en fiktiv person til Lev Vygotskijs liv – og der svares. Det fungerer godt.


Til sidst er der en ordliste med forklaring på centrale begreber og på ord, som ikke forventes alment kendt.


Selv om forfatterens pointer kan synes progressive og endda provokerende selv 76 år efter Vygotskijs død, fremstår VYGOTSKIJ I PRAKSIS temmelig gammeldags. F.eks. virker ideen om børnenes egen portfolio lige lovligt tam, når forfatteren foreslår "elevernes hjemmeside" eller at "bruge en del tid i slutningen af hvert skoleår på at lægge relevant materiale ind i computeren." De ældste elever har allerede (mindst) en portfolio for alle livets aspekter – i form af Facebook eller andre digitale sociale netværk. Netop det med "moderne computere" (som de kaldes) har forfatteren det svært med. I ordlisten forklares it f.eks. med "informations- og kommunikationsteknologi", hvilket enten vil være kendt for læseren eller ikke hjælpe hende videre.


Som jeg antydede indledningsvis, burde Vygotskij være mere kendt i den pædagogiske verden. Mens jeg læste VYGOTSKIJ I PRAKSIS, fik jeg en kommentar fra en (erfaren) folkeskolelærer, som spurgte til, om ikke det var "ham der den gamle pædagog eller sådan noget?" Sikkert meget symptomatisk for det (manglende) kendtskab, Vygotskij nyder. Desværre tror jeg ikke, denne bog vil bidrage noget særligt til at fremme de mange væsentlige teorier – i praksis!