Er WIMPY KID en dagbog, en roman eller en tegneserie? ”Vi veeed det ikke!”, som historikeren Palle Lauring ville have sagt. Selve layoutet efterligner en formskrift, men er trods alt mere avanceret, end vi ville vente det af en førpubertær dreng som fortælleren Greg. Det  fungerer fint, ikke mindst sammen med de humoristiske tegninger, der ofte bruges til at understrege Gregs pointer, andre gange indimellem til at modsige dem.


Det er ikke helt klart, hvem afsenderen af tegningerne er. Det er ikke Greg, jeg-fortælleren, for som nævnt modsiger de af og til hans egne pointer. Det kan virke forstyrrende, men tegningerne og vitserne er så morsomme, at man som læser let glemmer forvirringen.
Indholdet er også hovedsageligt humoristisk tænkt.


Vi følger Gregs fortrædeligheder – han er en ikke-så-sportslig dreng, kvik i pæren, men temmelig doven og så er han temmelig forelsket i Holly. Han gennemskuer tit forældrenes og andre formørkede voksnes dagsorden og får derfor som oftest lov til at sno sig uden om de værste irritationsmomenter, f.eks. da hans far kræver, han skal være en fodboldstjerne men overser, at Gregs evner ikke ligger her.


Greg vælger at blive reservemålmand, fordi målmanden er så dygtig, at han aldrig vil blive skiftet ind. Han har dog ikke regnet med, at målmanden slår hånden, og at han derfor alligevel skal spille kamp. Kampen bliver den første, holdet taber: "På en eller anden måde fik det andet hold bolden forbi mig i de allersidste sekunder af kampen, og så vandt de. Så var vi ikke længere ubesejrede."


"På en eller anden måde" dækker over, at Greg plukkede mælkebøtter under kampen, og at han derfor var skyld i at hans hold tabte.
Der er mange vitser af denne type, og de fungerer langt hen ad vejen, dog havde de nok fungeret bedre i mindre doser. 216 sider med morsomme optrin, der oftest udstiller enten Gregs dovenskab eller de voksnes dumhed og uden egentlig dramatisk fremdrift havde nok egnet sig bedre til tegneserieformatet end til en hel bog.


Målgruppen til WIMPY KID er ikke entydig. Både voksne og større børn kan have glæde af den. Mindre børn nok også, men for at fange de ironiske pointer vil det i de fleste tilfælde mindst kræve en førpubertær alder, med en minimumsalder på 10 år. I virkeligheden er der nok tale om en bog, der henvender sig ”skråt nedad”, som Per Højholt sagde. En bog, der er henvendt ligeså meget til voksne som til børn. De voksne vil fange de mere kryptiske pointer, børnene en del af pointerne, men især de sjove optrin og humoren.


WIMPY KID er en sympatisk fremstilling af den amerikanske drengetype, vi allerede lærte at kende i Holden Caulfield fra 50’ernes ikoniske roman, FORBANDEDE UNGDOM. Men WIMPY KID er trods alt uden ansatser til det forrygende samtidsportræt og det endnu mere forrygende ungdomsportræt, flere generationer kunne identificere sig med.
Men mindre kan jo også gøre det.


WIMPY KID fungerer fint, men ikke fremragende.