Indledning
Siden jeg blev pædagog for 8 år siden, er der kommet mere politisk bevågenhed, på daginstitutionerne, dette ses på baggrund af politiske værdier i det moderne politiske samfund, som konstant er under forandring og som skabes på tværs af mange interesser (forældre, politikere mm).

I 2004 kom loven om pædagogiske læreplaner og i 2006 kom kravet om at alle skal udarbejde børnemiljøvurderinger med intentioner om at dokumentere kvaliteten af den pædagogiske praksis. Loven forholder sig primært til børns trivsel, udvikling og læring med særlig fokus på de udsatte børn. Vi skal forholde os til de 6 læringstemaer og der igennem at dokumentere vores praksis. Derudover kom der også i 2006 kvalitetsreformen, som handler om et servicetjek af den offentlige sektor og under sloganet "mere kvalitet for pengene".


"Der er den dobbelthed i det, at man selvfølgelig kan sige, at det til altid er udmærket at overveje, hvad det, man foretager sig, fører med sig. Men der ligger en klar problematik i forhold til forståelsen af det pædagogiske arbejde, hvis man i høj grad begynder at fokusere for ensidigt på, hvilke resultater arbejdet fører med sig"


Problemstilling
Hvordan kan pædagogen agere i dette krydspres og forvalte sin faglighed på kravet om dokumentation af den daglige pædagogiske praksis?


Metode
Jeg vil bruge artiklen "Pædagoger under forandringspres" fra Peter Ø. Andersen skrevet af Camilla Mehlsen. Ud over artiklen vil jeg bruge Unni Lind, inddrage Foucault og Bourdieu, samt se det pædagogiske felt ud fra et positivistisk og hermeneutisk paradigme. Til at belyse den magt, der kommer til udfoldelse i valg af dokumentations metoder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev