Indledning:
I Danmark i dag, tales der meget i pædagogiske kredse om inklusionspædagogik. Det beskrives som "det sidste nye", og det er også nyt for mange, der arbejder med pædagogik. Men det er først nu, at det for alvor er ved at blive implementeret rundt om i landets kommuner.

I Danmark har vi en stor gruppe mennesker, der bor i områder som vi kalder ghettoer. I disse ghettoer er der opstået et samfund i samfundet – en subkultur med sine egne regler og normer, der er vidt forskellige fra det omkringliggende samfund. Disse mennesker har vi pligt til at integrere, men rent politisk er der opstået en retorik, hvor der peges på forskelligheder. Jo mere vi peger fingre ad andre – desto længere fjerner vi os fra denne gruppe og omvendt. På den måde skaber vi et samfund, hvor det bliver umuligt med reel integration, og dermed bliver tanken om det "inklusive samfund" en utopi.  Hvis vi i stedet fokuserede på de ting, vi alle som mennesker har tilfælles, såsom bolig, arbejde og lige mulighed, på trods af vores individuelle forskelligheder, kunne vi måske få et samfund, der kunne finde et ståsted i denne globaliseringens tidsalder.

Afgrænsning:
Jeg har i denne opgave valgt, at belyse forskellige aspekter og problemstillinger ved arbejdet med børn af anden etnicitet end den danske. Desuden præsenterer jeg et pædagogisk praksisredskab, nemlig dialogisk oplæsning, til en mulig løsning af disse problemstillinger.
Slutteligt vil jeg komme med et bud på en konfliktløsningsmodel, med udgangspunkt i pædagogisk arbejde med dramatik.


Problemformulering:
Hvordan kan man som pædagog sikre, at børn i 3-6 års alderen, der har en anden kultur og et andet sprog end det danske, bliver integreret og inkluderet i vores dagtilbud?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev