Jeg sidder og tænker på ordet kommunikation. Jeg prøver, at sige det højt nogle gange, skønt jeg er helt alene og det runger lidt i lejligheden, når jeg siger det. Jeg bider ordet over i kom-mu-ni-ka-ti-on. Jeg sidder længe og bare kigger på ordet og smiler. Jeg kan godt lide klangen i ordet. Jeg tænker, på hvordan kommunikation kan defineres.

Ud fra min egen mening, er kommunikation en måde vi snakker med andre mennesker på. En måde vi formidler på. Der skal minimum 2 mennesker til at kommunikere. Eller skal der, for vi kommunikerer jo med os selv i vores tanker, og nogen gang snakker man højtlydt med sig selv, eller det gør jeg i hvert fald. Det er nu en underlig ting det at kommunikere. Lydende der kommer ud af vores mund, omdannes til ord, vi mennesker kan forstå eller har en for forståelse for.
 
Det er ikke kun med ord, altså den verbale måde vi kommunikere med hinanden på. Vi mennesker udsender signaler og bruger vores kropssprog når vi skal kommunikere. Jeg får hurtigt et billede af nonverbalt kommunikation ind på lystavlen. Du og jeg, kender den vist alt for godt. Forstil dig, at du er sammen med 2 eller flere af dine venner eller kollegaer. Den ene ven siger noget dumt, og uden, at vennen der nu dummede sig lidt, ser det, har du allerede kommunikeret med den anden ven. Du sender øjne, der præcis fortæller hvor dum og træls ven nr. et er. Jeg kender den i hvert fald godt. Jeg tænker tilbage på min praktik, hvor jeg var i en integreret daginstitution.

Jeg husker tydeligt alle de øjne, jeg personligt har sendt til mine kollegaer om et barn. Det irriterer mig virkelig, at jeg gjorde det, nu hvor jeg tænker over det. For det første kunne det være, at barnet så det, for mit formål var jo ikke at gøre barnet ked af det. Jeg ville selv blive ked af det, hvis jeg så nogen vende øjne af mig. Jeg ville få følelsen af, om personen ikke kunne lide mig, og jeg tror også jeg ville tænke mig om næste gang jeg sagde noget, i selskab med personen. For det andet skulle jeg have snakket med barnet om det, hvis der var noget jeg synes var irriterende i dets opførelse. Min hensigt var ikke, at kritisere barnet eller på anden vis, gøre barnet ked af det. Så måden at kommunikere med øjnene på, er for så vidt mulig, ude af min kommunikation, men jeg kan jo falde i, for vi er jo kun mennesker.

Bilag

Tilmeld dig vores nyhedsbrev