Indledning.
Danmark er i gang med en multietnisk og multikulturel samfundsudvikling. Etniske minoriteter bliver i stigende grad mere og mere synlige på en række områder. I daginstitutionen modtager pædagogen flere tosprogede børn der giver nye udfordringer, som pædagogen umuligt kan undgå at arbejde med.


I de senere år har der eksempelvis været en større politisk bevågenhed omkring børns sproglige udvikling hvilket kommer til udtryk i form af de pædagogiske læreplaner , hvoraf et af temaerne omhandler sprog. I forlængelse af dette har regeringen yderligere iværksat et tiltag for tosprogede børn, nemlig folkeskolelovens § 4a om obligatorisk sprogstimulering af tosprogede børn der skyndes at have særligt behov for det.
 
Loven har til formål at give tosprogede børn med "dårligt" dansk bedre muligheder for, at udvikle deres sproglige kompetencer og tilegne sig det sproglige grundlag for en god skolegang der er på lige fod med de etsprogede danske børn  På længere sigt skal loven således også sikre de tosprogede børns integration i det danske samfund.

Dette stiller krav til pædagogen om, at gøre sig nogle faglige og etiske overvejelser om hvordan pædagogen kan sprogstimulere det tosprogede barn ifølge lovgivning og samtidig gøre det med respekt for barnets kulturelle baggrund, således det ikke strider i overensstemmelse med FN’s børnekonvention artikel 30 hvoraf det fremgår, at: "etniske børn fra mindretal- og etniske grupper har ret til at leve i overensstemmelse med deres egen religion og tale deres eget sprog".

Jeg har derfor i synopsen valgt at skrive om "Sprogkuffertens ABC – for tosprogede børn" med belysning af følgende problemstilling.


Problemstilling.
Hvordan kan pædagogen fremme det tosprogede barns sprogtilegnelsen, med respekt for barnets kulturelle baggrund?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev