Og det korte svar er: Ja. Harari formår at formidle vores evolutionshistorie på en vedkommende og engagerende måde godt hjulpet på vej af mange fine illustrationer gennem bogen der er fx to enkelte, men effektfulde grafiske illustrationer i form af en historisk tidslinje, der viser menneskets udvikling og et historisk kort over den, der viser, hvordan vi mennesker startede i Afrika og siden har spredt over hele kloden.

Harari tager os med på den fascinerende rejse fra menneskelivets spæde start på sletterne og helt frem til vores moderne, travle byliv. Som læser får man fx forståelsen af, hvordan homo sapiens egentlig bare er et dyr, hvordan vores forfædre levede, og hvordan rigtig mange dyr uddøde.

Og som Harari skriver, så er det virkelig også en fantastisk historie, og den begejstring for stoffet kan man også mærke som læser; man bliver ført igennem bogen af et smittende engagement. 

Harari er selv meget opmærksom på det normative i sit projekt: Han har fortalt om, hvordan vi mennesker blev herskere over Jorden og gør noget ud af, at vi mennesker kan bruge vores superkraft (som er det at kunne fortælle historier og samarbejde) til at gøre en forskel og måske redde Jorden. Derfor undrer det også, at der på bagsideteksten på bogen sneget sig et lille måske ind: Vi har skabt religioner, regeringer og teknologi, der har bragt os til Månen. Men vi har måske glemt, at vi skal dele pladsen med både dyr og planter, der er vigtige for klodens fremtid. Det har vi glemt, og det er også en af ideerne med hele projektet: at gøre opmærksom på, at homo sapiens har været lidt for anmassende og har påvirket kloden i negativ retning. Den forståelse og opmærksomhed er streng nødvendig, og derfor er Hararis bog også vigtig.