Trine Vinther Larsen, journalist på fagbladet Børn & Unge

Et nyt skoleår er lige begyndt. De fleste børn ser frem til at komme tilbage til skolen og undervisningen. Men flere og flere børn får ondt i maven ved tanken om, at skolen starter igen, og nogle af dem vil bare helst blive hjemme. Det vigtigste er, at pædagogerne tidligt ser tegnene på skolevægring, mener ressourcepædagog på Sølystskolen i Aarhus, Bjarne W. Andresen, der møder børn med både let og massiv skolevægring. Og at pædagogerne har rammerne til at sætte ind med hjælp, der modvirker, at barnet ender i den sidste kategori.

Hvad, der hjælper, kan man finde ud af ved at spørge børnene selv.

"I stedet for at spørge, 'hvorfor bliver du væk', kan vi vende den om og spørge, 'hvad skal der til for, at du kommer?'" pointerer han.

Hvis barnet svarer, at der ikke er noget godt i skolen, som kan få barnet til at komme, har skolen fejlet: 

"Så har vi ikke fanget barnet på et så tidligt tidspunkt, at der stadig var meget at bygge videre på," siger Bjarne W. Andresen og understreger vigtigheden af tidlig indsats.

"Heckmann-kurven om gevinsten ved tidlig indsats gælder ikke bare vuggestuebørn. Også senere i børns liv gælder den store sandhed om, at det er bedre og billigere at forebygge end at helbrede," siger han.

Skolen er børnenes primære sociale arena

Børns liv udspiller sig i mange arenaer både hjemme i familien, hos venner, i nabolaget, til fritidsinteresser og i skolen. Men den primære sociale arena er for mange børn netop skolen. 

Derfor har skolens fagfolk et stort ansvar for at spotte og hjælpe de børn, som viser tegn på mistrivsel. Og pædagoger i skolen har et særligt blik for det sociale både når det fungerer og ikke fungerer fremhæver Bjarne W. Andresen.

"I skolen møder børn mange jævnaldrende, og de har mulighed for at få og udvikle venskaber. Hvis børn med massivt skolefravær var fraværende, fordi de brugte al deres tid på at gå til fodbold eller spejder eller sidde med venner og fiske krabber nede på havnen, så kan jeg godt se, at det er et uddannelsesmæssigt problem. Men som pædagog og trivselsmæssigt ville jeg ånde lettet op. Realiteten er bare, at de børn, som skolevægrer, meget ofte er børn, som er meget alene," siger Bjarne W. Andresen.

Jeg bryder mig ikke så meget om udtrykket skolevægring, men man må undersøge, hvad det er, barnet vægrer sig eller beskytter sig mod.

Bjarne W. Andresen, ressourcepædagog, Sølystskolen

Se de første tegn

Nogle af de første tegn på skolevægring kan være, at et barn har meget fravær eller bare kommer lidt for sent i skole eller til timen. Eller barnet går ofte på toilettet eller bliver der længe. Når der er frikvarter eller pause i undervisningen, kan det være, at barnet ikke er tilbage til den aftalte tid. Eller smyger sig udenom. Eller barnet virker fraværende i undervisningen, uden fysisk at være det. 

"Det skal man være opmærksom på, fordi det for mange af børnene er de første trin til et egentligt skolefravær," siger Bjarne W. Andresen.

Han understreger vigtigheden af at inddrage børnene og tale med dem om fraværet ud fra barnets perspektiv.

"'Jeg ser, at du ofte er på toilettet eller forlader undervisningen. Og det er fint nok en periode', kan man sige til dem. Altså komme dem i møde. Og også spørge til deres behov. Jeg bryder mig ikke så meget om udtrykket skolevægring, men man må undersøge, hvad barnet vægrer sig eller beskytter sig imod," siger Bjarne W. Andresen.

6 gode råd: Hjælp børn med skolevægring

Der er et stort potentiale i pædagogers faglighed, når det kommer til at hjælpe børn, der af forskellige årsager kæmper med skolevægring. Men vilkårene for arbejdet er en hæmsko. Få ressourcepædagog Bjarne W. Andresens gode råd til arbejdet.

1. Hav blik for pauser
Særligt pædagoger i skolen kan have et godt blik for, hvornår det er nødvendigt for et enkelt barn eller hele klassen at få et afbræk i undervisningen. Lærere ser det også, men har mange andre mere faglige ting, de skal holde fokus på. 

2. Tilbyd anderledes undervisningsformer
Det kan også opleves som et afbræk i undervisningen at variere undervisningen. Man kan prøve sig frem med en walk and talk, flytte undervisningen udenfor eller bruge SFOen. Det kan gælde hele klassen, en gruppe eller blot en enkelt elev, der måske oplever, at gruppearbejdet er svært, at der er meget larm, eller at andre elever ser skævt til dem.

3. Kræv gode rammer og vilkår
Mange trivselstiltag kræver, at der både er en pædagog og en lærer til stede i såvel undervisningen som ude i frikvarteret. At opbygge gode tillidsfulde relationer til barnet og forældrene er altafgørende, så kræv tiden til det. Også vilkår i det omgivende samfund spiller ind. Lige fra klassekvotienten på den enkelte skole til det politiske præstationspres.

4. Opbyg gode relationer
I arbejdet med at opbygge relationer har både faglighed og kemi betydning. Hvis der er dårlig kemi, eller hvis samarbejdet ikke lige kører, kan det hjælpe at melde klart ud, hvad man som pædagog kan hjælpe med og ikke hjælpe med. Man kan være nok så rar og imødekommende, men hvis barnets forældre føler, at man bare er endnu en fagperson, som vil et eller andet med deres barn, er det svært at vinde tilliden. Men fagligt kan man fortælle, hvad man med sin erfaring og sin uddannelse kan tilbyde.

5. Værn om barnets fortrolighed
Det kan være irriterende for forældre at få at vide, at man som barnets pædagog ikke bare fortæller, hvad man har talt fortroligt med barnet om. Men for at bevare barnets tillid er det vigtigt. Man kan have en samtale med et barn, hvor man siger: "Det der, synes jeg, du skal fortælle dine forældre". Eller man kan tilbyde at tale med dem om noget, som barnet selv synes er svært at tale med forældrene om. Det samme gælder i forhold til lærerne.

6. Spørg til barnets behov
Ofte vil vi gerne fjerne ting fra barnets hverdag: Lave korte dage, eller tage barnet ud af skemaet nogle dage eller timer. Hvis nu idræt føles som en tung sky over dagen for barnet, kan det være hjernesmart at gøre det. Men man kan også spørge: Hvad vil du gerne have mere af i skolen? Nogle børn kan have brug for en hvilepause eller at være i en bestemt arbejdsgruppe. Hvis det er at spille fodbold i fritidsklubben, der virker, kan vi give tilbud om fodbold måske fire uger frem. Vi skal gøre det, der virker, og som giver barnet energi til også at arbejde med det, der er svært.

Hvis barnet føler, at ingen må vide, at det har behov for at trække sig, vil det også være svært for barnet at sige 'jeg har det skidt', eller 'jeg har fået det dårligere'.

Bjarne W. Andresen

Vi skal legalisere fraværet

For nogle børn findes årsagen til skolevægring i det sociale i skolen. Andre har svært ved at være i undervisningen. Ofte er det en kombination. 

Uanset årsagen kan man for at tage noget af presset fra barnet indgå aftaler, der legaliserer barnets fravær, foreslår Bjarne W. Andresen.

"Så barnet ikke skal komme med alle mulige undskyldninger, kan man aftale: 'Du løfter lige hånden sådan der.' Eller gøre det legalt at sige 'Jeg går lige'. Det fjerner skyld og skam fra barnet. Hvis ikke man gør det, vil barnet ud over at have et behov for at komme væk, også skulle kæmpe med skammen over at gøre noget, man ikke må. Det gør det ekstra hårdt for barnet at være i den skole, som barnet i forvejen har kæmpet for at slæbe sig hen i," siger han.

Det, vi ikke ved, kan vi ikke spørge til

Mange af de børn, der mistrives i skolen, gemmer sig på toiletter. Det er simpelthen for uværdigt, mener Bjarne W. Andresen, som prøver at lave aftaler med børnene om, at de kan gå hen i SFOen på lederens kontor, over i aulaen eller hen til særligt sted på legepladsen.

"Jeg havde en elev, hvor vi havde aftalt, at når det hele blev for meget, så kravlede han op i et bestemt træ. Og aftalen var, at hvis han bare gjorde det hver gang, så ville jeg komme ned til ham på et tidspunkt. Ikke for at hente ham ned fra træet. Men så vidste jeg, hvor han var, og han vidste, at jeg kom. Sådan en løsning er meget bedre, end at barnet gemmer sig et eller andet sted, hvor vi så heller ikke har det tilsyn, vi som skole skal have," siger han. 

For nogle vil aftalerne løbe kort tid, for andre i et halvt år. Men når det ikke sker i det skjulte, er det lettere at holde styr på, hvor meget barnet trækker sig, og hvad barnet har brug for. 

"Kun hvis jeg ved, at det sker, kan jeg spørge ind til det. Hvis barnet føler, at ingen må vide, at det har behov for at trække sig, vil det også være svært for barnet at sige 'jeg har det skidt', eller 'jeg har fået det dårligere'. Men det er en vigtig samtale at kunne have med de her børn," siger Bjarne W. Andresen.

Artiklen er oprindeligt skrevet til og udgivet af BUPL. Den kan læses her. Læs også fagbladet Børn & Unge nr. 6/2023, som har et tema om skolevægring: