Stian Hole brillerer endnu en gang med et gennemarbejdet billedsprog mættet med symbolik og detaljer, som skriger på fordybelse. Denne anmelder har været noget tid om at vænne sig til det udtryk, Stian Hole har. Med Annas himmel er ethvert forbehold forsvundet. Som i bøgerne om drengen Garmann fortælles historien med billeder med en surrealistisk grad af detaljer.


Denne gang er hovedpersonen pigen Anna. Uden at det direkte fremgår, forstår man, at hendes mor er død. Handlingen strækker sig, fra far kalder på hende, til de begge er klar til at gå til begravelsen. I dette uendelige øjeblik gør Anna sig en masse tanker. "Hvordan kan Gud nå at holde øje med alle?" spørger hun. "Tror du, at der findes noget på den anden side af spejlet?" Far spørger også: "Læser Gud bøger?"


I sin søgen leder Anna sin far op i himlen. De svømmer og flyver – og læseren ved ikke, hvornår det ene afløser det andet. Flyvefiskene kender vejen og de passerer adskillige historiske personer i et Monty Pythonsk univers. Her er også noget til den voksne læser, som kan kigge barnet over skulderen. Endelig smiler far. De kan komme videre.


Temaerne i Annas himmel er død, tab og hvad der kommer efter døden. Det er store temaer, særligt for et barn. Netop derfor er det vigtigt at tage varsomt hånd om dem, og det sker her. Billedsiden kan virke stærkere, end temaerne gør det. Nogle børn vil endda blive skræmt. De fleste vil sikkert tage bogen frem igen og igen. Jeg vil.