Forfatteren beskriver, hvordan vi som samfund er gået fra at forstå børns adfærdsproblemer som pædagogiske udfordringer til i stigende grad at forstå dem som medicinske anomalier. Hun kalder det diagnosemaskinen: En udvikling, hvor børns vanskeligheder i høj grad forstås som individuelle, medicinske problemer frem for at blive set i sammenhæng med barnets liv og omgivelser. Bogens centrale spørgsmål er, hvordan vi flytter fokus fra Hvad er der galt med barnet? til Hvad er der galt omkring barnet?

En diagnose kan give barnet et sprog for sine vanskeligheder og adgang til hjælp. Men den kan også blive en fast fortælling om, hvem barnet er. Når barnet tænker, at det ikke kan handle anderledes, fordi det er jo bare sådan, jeg er, risikerer det at miste troen på egne evner. Bogens væsentligste pointe handler om barnets handlekraft. Børn skal ikke reduceres til deres vanskeligheder, men støttes i at udvikle mestringsstrategier og opleve, at de kan mere.

Ifølge forfatteren giver medicinering ofte symptomlindring på et forkert grundlag, fordi mistrivsel kan være en logisk reaktion på dysfunktionelle rammer. Bivirkninger kan blive tolket som nye symptomer, så dosis sættes op. Forfatteren beskriver desuden, hvordan man i Sverige revurderer børn, fordi deres hjerner er elastiske og modnes med alderen, mens danske læger ifølge hende følger retningslinjer og stiller øjebliksdiagnoser.

Forfatteren kritiserer skolens præstationskultur, høje tempo og manglende ressourcer til relationsarbejde. Når børn reagerer med uro og mistrivsel, risikerer problemet at blive placeret hos barnet alene. Hun efterlyser større opmærksomhed på relationer, fællesskaber og de betingelser, børnene skal trives under. Samtidig opfordrer hun PPR til at arbejde mere systemisk i klasserne frem for udelukkende at udrede det enkelte barn.

Et tankevækkende eksempel handler om en lille dreng fra en vuggestue, som ifølge forfatteren var udsat for massivt omsorgssvigt fra forældre med et misbrug. Forfatteren henviste ham til udredning, og han fik ADHD-medicin. Hun og en sygeplejerske undrede sig over situationen og mente, at drengen skulle fjernes fra hjemmet. Det rejser spørgsmålet: Blev barnets behov for omsorg og beskyttelse overskygget af fokus på symptomer og udredning? Forfatteren kritiserer systemet for svigt, men eksemplet rejser også spørgsmål om hendes eget faglige ansvar og de valg, der blev truffet omkring barnet.

Bogens mest diskuterede del handler om forfatterens egen søn. Hun fortæller, at hun som psykolog pressede på for at få ham udredt for ADHD, selvom lærere og pædagoger vurderede ham som velfungerende. Hun erkender, at hun bevidst tilbageholdt nuancer i oplysningerne. Barnets far var uenig, og sønnen fik i ti måneder medicin, som han ikke kunne tåle. Hendes selvkritik giver bogen tyngde, men efterlader et ubehageligt spørgsmål: Hvorfor blev lærernes, pædagogernes og farens bekymringer ikke tillagt større betydning? Det er påfaldende, at hendes systemkritik bliver så tydelig gennem de konsekvenser, hendes egen søn oplevede.

Forfatteren henviser til WHOs og FNs menneskerettighedskontors fælles vejledning fra 2023 om mental sundhed, menneskerettigheder, lovgivning og praksis. Den efterlyser et skifte væk fra en ensidig biomedicinsk tilgang og lægger større vægt på sociale forhold og støtte i lokalsamfundet.

Bogen er en mellemting mellem en fagbog og en selvbiografi og kan give fagpersoner indsigt i, hvordan det kan føles at være forældre til et barn med diagnose. Samtidig har den svagheder. Den bygger i høj grad på personlige erfaringer, journalmateriale og kvalitative fortællinger. Det giver nærvær, men dokumenterer ikke, hvor udbredte de beskrevne mønstre er. Sproget er til tider så kritisk og generaliserende, at andre faggrupper og psykiatrisk praksis fremstilles ensidigt. Kritikken af overdiagnosticering skal dog ikke tolkes som en afvisning af, at diagnoser og medicinsk behandling kan være nødvendige. Nogle børn har brug for udredning, behandling og specialiseret støtte.

Pædagoger og lærere opfordres til at fastholde deres observationer, beskrive barnets ressourcer og være opmærksomme på de relationer og rammer, der påvirker barnets trivsel. Forældre, der føler sig fanget i udredningssystemet, kan få inspiration til at støtte deres barn uden at lade diagnosen overtage barnets selvforståelse.

Bogen er både tankevækkende og frustrerende. Dens styrke er, at den rejser en vigtig debat om børns identitet, selvbestemmelse og ret til at blive forstået i deres sammenhæng. Dens svaghed er de brede konklusioner og det til tider tendentiøse sprog. Bogen er trods sine mangler et vigtigt indspark, fordi den udfordrer vores faglige blik og minder os om at beskytte børnene mod at gå tabt i diagnosemøllen og blive parkeret på medicin. Børnenes tarv kræver, at hjem, dagtilbud, skole og system lytter til hinanden og først og fremmest til barnet.