Bogen hedder Kanin! og der er hul i omslaget, et stort rundt hul man kan hoppe lige igennem - hvis man altså er på størrelse med en kanin. Der sidder en kanin ... -pige derinde, eller ... dernede, med lange lyserøde ører og storprikket kjole. Det kan man se gennem hullet. Tager jeg helt fejl, eller ser den kaninpige ud som om hun keder sig en lille smule? ... har lyst til en anden verden ...

Ups - hvad var det? Noget der stak op af én af kjolens sorte prikker, noget der lignede ... lange lyserøde kaninører? Kaninpigen er hurtig. Hun springer på hovedet ned i hullet/prikken og vender vrangen ud på sig selv og kjolen i dykket. Dykket ned i sig selv.

Den er rød, indersiden af kjolen, viser det sig, da hun hænger i tæerne fra hullets kant, med hovedet nedad, den vrangvendte kjole nedad og de lyserøde ører nedad. Lyset fra hullet over hende falder som et spotlight ned på scenen under hende. Jep, det er en scene med en sprechstallmeister i høj hat og store armbevægelser. Han præsenterer en meget lille guldfiskebowle den, hun tilsyneladende skal lande i, når hun slipper hullets kant med tæerne.

Gisp, tænker jeg, der skal godt nok præsteres i det her show. Men det er vist ikke nogen helt almindelig Alice, der tumler ned i et hul, nej, denne her kaninpige sigter, med tungen lige i munden. Plask! & i plet! Og pludselig i ålegræs til livet spotter hun de lyserøde ører, hun har forfulgt, ser dem forsvinde længere inde i græsset ...

Og sådan fortsætter den vilde jagt, jagten efter de lange lyserøde ører, der hver gang viser sig at være noget andet, f.eks. det fligede blomsterhoved af en orkide eller en æggevarmer med ører. Og jeg følger med, fuldkommen forført, fra sort prik til sort hul til ny indgang, hver gang en ny indgang til nye forunderlige rum, f.eks. det allerstørste hvor en enlig klode svæver rundt med noget, der ligner en giga-gulerod. Gulerodstoppen ligner et træ! Altså, det GUF for en kanin. Og hvad finder hun, da hun hiver i gulerodstoppen? Et sort hul. Ja, ikke ukendt for en haveejer, sorte huller giver - og tager. Hun presser sig igennem, skruer sig ned i hullet, og hvor er vi nu ...? Et helt vildt trapperum, en af de trapper der cirkler alle og ingen steder hen og fører hende lige hen til en stille dør på klem. Hvad er der bag den? Der sidder en kvinde med ryggen til og tegner ... sorte prikker. På kunstnerens bord står en orkide, en tekop og resterne af morgenmaden: blødkogt æg og gulerod. Fuglen, som kort forinden fløj kaninpigen helt ud i rummet med gulerodsplaneter, pryder tekoppen, som står foran guldfiskebowlen på bordet. Og kvinden har svar på kaninpigens indtrængende spørgsmål: Hvordan FILAN kommer man ud?! Hun peger på et sort hul, endnu et, men hov, det er jo ikke et hul, det er en sort flade ... der kan skydes til side som en skydelåge ... og afslører nye mængder af sorte prikker. Sorte prikker der svæver som frisbeeer i det tomme rum, men nu er de faste som trædesten. Kaninpigen springer, fra frisbee til frisbee - og dér, længere fremme, falder det kegleformede lys, som hun befandt sig i, da hun allerførst dykkede gennem et hul. Om lidt vil hendes ører stikke op igennem hullet, og en kaninpige vil gispe ved synet af noget, der ligner hendes egne ører, som pludselig dukker op af en sort prik i kjolen!

WOW! Sikke en rejse! Jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg har været. For jeg lige vild i en løkke på tiden? Havnede i det samme nu to gange? Eller i en gammel børnesang ... En lille Ninus rejste, ind i sig selv og hjem igen, thi nu havde hun set det største land?

Eller var det en ung pige, der opdagede sit eget køn i ålegræsset og fløj til månen og tilbage på en indre rumrejse?

Eller ensomhedens ekko man kunne høre i den vilde vindeltrappeskakt: The circles that you find, in the windmills of your mind?

... tror lige, jeg falder i igen, for nu ved jeg, at sorte prikker er sorte huller på vej ud, men faste trædesten på vej hjem. Kom med! Her er overhovedet ingen ord, kun hop og krop, kom ...

Krop - Hop - Op