Ideen er fantastisk: En børnebog, der tager religion under kærlig behandling. Hvad mere moralsk opbyggende og oplysende kan man næsten forestille sig i disse tider, hvor religion sniger sig mere og mere ind i den offentlige debat? Og så bliver fortællingen endda lagt i munden på Long John Silvers papegøje (den fra Skatteøen), der ikke er bange for at håne forskellige former for overtro og fanatisme på dens færd gennem forskellige historiske perioder. Så kan det da ikke blive bedre og mere kreativt?


Men ak. Med denne indstilling er det som at få en kold spand vand smidt i hovedet, når man går i gang med læsningen. Det altoverskyggende problem med ”Lille Duduk og store Godok” er, at bogen ganske enkelt er for svær. Som læser sidder man ofte med følelsen af, at denne bog ikke er skrevet til børn, og det er synd. Faktisk ødelægger det den ellers glimrende ide, og så kan det hele egentlig være lige meget.


Nuvel, en børne- og ungdomsbog må gerne udfordre læseren (barnet) – den må gerne tirre og prikke til nysgerrigheden, den må gerne præsentere læseren for noget nyt. Men denne bog er ganske enkelt for vanskelig. Se fx dette citat:
”Glem ikke, at vores grundprincip hedder attitude-relativisme. På den måde har vi legitimeret sporten, damebladene, popkulturen og monarkiet uden at kompromittere vores intellektuelle suverænitet.”


Ovenstående citat er – populært sagt - ikke for børn. Faktisk er anmelderen efter nøje granskning i tvivl om, hvad der egentlig menes, og det virker helt ude i hampen med sådanne vanskelige og svævende tanker. I hvert fald i en bog for børn. Hvorfor ikke bare holde sig til sagen og beskrive, at det i bund og grund er underligt, at mennesker tror på en Gud, der svæver rundt i himlen og som er hævngerrig og blodtørstig? Det lykkedes i passager i bogen, men dem skulle der være flere af og bogen kunne desuden med fordel halveres.


Der findes mange sjove litterære referencer i bogen: Gud benævnes Godok og referer til Godot, Jesus hedder Jeppe som i ”Jeppe på bjerget”, en dyrepsykolog hedder Josef K. som i Kafkas univers osv. Sjovt for en belæst voksen, knap så interessant og begribeligt for børn. Måske ville det virke bedre, hvis man kaldte en spade for en spade og skrev ”Gud” når man mente ”Gud”?


Uanset hvad, så bliver den gode ide ødelagt af sværhedsgraden, og man skal være stor Nordbrandt-fan for at blive begejstret for bogen - historien og pointerne er fortænkte og for uhåndgribelige.