”På eventyr i mellemtiden” er en rodet fortælling. Faktisk er det meningen med bogen, at det skal være en lang, rodet fortælling med masser af skøre indfald og tosserier. Og dem er der masser af: Småkage-spiseren og opfinderen Hr. Mack bliver anholdt af politiet, fordi de tror, han er i gang med at røve en bank, mens han i virkeligheden blot gik rundt og viste sin nyeste opfindelse, en sav udformet som et maskingevær, frem. Samtidig er hans kone Billie Jea n Fleetwood-Mack draget ud for at sætte endnu en af sine absurde rekorder; denne gang vil hun løbe jorden rundt uden at sige det til nogen. Samtidig graver Hr. Macks børn en tunnel under fængslet, alt i mens sneglene planlægger at erobre verdensherredømmet.

Lyder det mærkeligt? Det er det også. Denne specielle genre, som man kunne kalde for crazy-fortællinger, vægter humoren og det absurde meget højt, mens det er mindre vigtigt, hvordan historien er skuret sammen. Det virker til tider som om, historien er blevet til ”hen ad vejen” på mere eller mindre tilfældig vis. Det er en stil mange irske forfattere behersker til perfektion (Flann O’Brian er et godt eksempel med hans mesterlige og komplet absurde ”Den tredje politibetjent”) – men det er til gengæld ikke en særlig børnevenlig genre.

Stilen er forvirrende og overblikket mistes hurtigt - fordi der ikke er noget, at have overblik over! Det gælder både, hvis man selv læser bogen eller får den læst op – det er ganske enkelt svært at holde hoved og hale på det hele. Man kan grine af de mange sjove og pudsige indfald bogen bugner med, men det rykker ikke ved, at den røde tråd er væk.

Skulle man udelukkende vurdere bogens fantasifuldhed, så ville den score topkarakterer, men som helhed tæller det gevaldigt ned, at den som børnebog ikke har en reel fortløbende fortælling. Kort sagt: En bog til de meget fantasifulde børn.